Udland

Syrien øger fokus på Tyrkiets grænse

Syriske grænsesoldater dræber efter flere personer, som har krydset grænsen fra Tyrkiet.

Syrien øger fokus på Tyrkiets grænse

Syriske grænsesoldater var søndag i kamp med "terrorister", som havde infiltreret landet fra Tyrkiet, og flere af dem blev dræbt, skriver det officielle syriske nyhedsbureau.

Nyhedsbureauet skriver, at episoden skete nær en syrisk grænsepost i provinsen Latakia.

De to lande har en fælles grænse på omkring 600 kilometer.

Flere end 30.000 syrere har søgt tilflugt i nabolandet Tyrkiet, mens den blodige konflikt raser i Syrien.

Flygtningene er indkvarteret langs grænsen i lejre, som drives af hjælpeorganisationen Tyrkisk Røde Halvmåne.

Tyrkiet, som engang var en af Syriens nære allierede, brød med Assad, da han begyndte at slå hårdt ned på demonstrationerne. Mange medlemmer af Den Frie Syriske Hær opholder sig i dag i Tyrkiet.

Tyrkiet siger, at det ikke støtter oprørerne med våben.

Organisationer, der følger konflikten i Syrien, siger, at mindst 14.400 mennesker er dræbt under det foreløbig 15 måneder lange oprør mod præsident Bashar al-Assad.

Syrien skød fredag et tyrkisk militærfly ned, da det befandt sig i internationalt luftrum, hvilket har forværret forholdet mellem de to lande dramatisk.

Tyrkiet har anmodet Nato om at tage sagen ved et møde tirsdag.

EU's udenrigsministre drøfter krisen mandag, og Storbritannien siger, at de vil tage den op i FN's Sikkerhedsråd.

Tyrkiets udenrigsminister siger, at flyet blev skudt ned i internationalt luftrum.

I en erklæring fra Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, hedder det, at Ankara vil tage alle nødvendige skridt, når alle kendsgerninger om nedskydningen er kendt.

/ritzau/Reuters