Udland

Syrien: Oprørere forsøger igen at samle sig

Søndag indleder modstandere af præsident Assads regime et firedages møde i Qatar.

Syrien: Oprørere forsøger igen at samle sig

Oprørerne i Syrien erobrer terræn på landjorden, men på den politiske front er der stilstand for regimets modstandere. Oppositionen har fortsat svært ved at samle sig.

Søndag gøres det endnu et forsøg, når den største oppositionsgruppe, Det Syriske Nationalråd (SNC), mødes med andre grupperinger i Doha i Qatar.

I Syriens største by, Aleppo, har oprørerne formået at holde præsident Bashar al-Assads styrker stangen i næsten fire måneder. Og den seneste måned har de formået at afskære regimets forsyningslinjer til hovedstaden Damaskus i syd.

Lørdag indledte oprørerne så et større angreb på mod militærflyvepladsen Taftanaz i den nordlige del af landet. Offensiven kom dagen efter, at regeringssoldater trak sig tilbage fra den strategiske by Saraqeb i nærheden af flybasen.

- Det lader ikke til, at oprørernes fremmarch i nord kan stoppes, siger Thomas Pierret, ekspert i Syrien ved Universitet i Edinburgh.

Regimet lader til at have valgt at koncentrere sig om forsvaret af Aleppo - Syriens kommercielle hovedstad - mener han.

- Strategiens svage punkt er, at kasernerne i Aleppo nu stort set er afsondret. Sandsynligvis vil de falde i løbet af de kommende måneder, siger han.

Den militære fremgang har imidlertid ikke bragt de forskellige oppositionsgrupper nærmere hinanden. Den interne uenighed har før dagens møde fået USA til at lægge pres på SNC, der har base i Tyrkiet.

Rådet er ikke fuldt repræsentativt for landets forskellige systemkritiske kræfter. SNC kan ikke længere opfattes som leder af oppositionen ifølge udenrigsminister Hillary Clinton. SNC beskylder USA for at undergrave den syriske revolution med kritikken.

Washington foretrækker tilsyneladende oppositionsveteranen Riad Seif som leder for en fremtidig eksilregering.

Mange i oppositionen frygter imidlertid, at det amerikanske pres er et forsøg på at få etableret en eksilregering, der er villig til at forhandle med Assad-regimet.

- Assad og hans nærmeste må give magten fra sig. Det er en betingelse for enhver dialog og ethvert forsøg på at finde en fredelig løsning, lød det fra en gruppe oppositionsfolk, heriblandt Riad Seif, fredag.

Mødet i Doha er planlagt til at vare i fire dage.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.