Syrien spiller det brutale kort

Det syriske styre slår blodigt og brutalt ned på demonstranter. Det kan på ingen måde sammenlignes med de mere fredelige omvæltninger i Egypten og Tunesien

Så er facebook-revolutionen i Egypten for alvor nået til Syrien. Men under yderst dramatiske omstændigheder. Denne weekend står i både oprørets og dødens tegn. Over 500 mennesker rapporteres dræbt i den seneste tids opstand mod Assad-styret i Damaskus. Mange flere er såret og kan ikke få hospitalsbehandling. I de syriske fængsler og fangehuller fyldes der dagligt op med nye hundreder af borgere, der arresteres for den mindste kritik af regeringen. Men udviklingen i Syrien kan på ingen måde sammenlignes med den fredelige omvæltning i Cairo og Tunis. Inden de store sammenstød ved denne uges fredagsbøn i de syriske moskeer, udsendte modstandsgruppen "Den syriske revolution 2011" på facebook dette opråb: "Til den revolutionære ungdom. Lad os samles på alle pladser, på alle gader i de belejrede byer, ikke mindst hos vore brødre i Deraa". Siden det syriske oprør begyndte den 15. marts i år, har det spredt sig til alle landets hjørner. Især byen Deraa i den sydlige del af landet er voldsomt berørt. Her er flere af regimets mest brutale divisioner sat ind for én gang for alle at kvæle opstanden. Ikke mindst den 4. pansrede division under ledelse af Maher al-Assad - præsidentens bror - er kendt for sin brutale og nådesløse optræden. Meddelelser der er sluppet ud fra Deraa melder om, at soldaterne opfører sig som "barbarer". De har omringet sygehuse og lazaretter og myrder alle de sårede oprørere der bringes ind til behandling. De skyder på alle, der gør tegn til oprør. Soldater, der nægter at adlyde ordrer, henrettes på stedet. Alawiter ved magten Assad-regimet ledes med fast hånd af repræsentanter for det alawitiske mindretal i landet. Alawitterne, som Assad-familien tilhører, er en muslimsk sekt, der står shia-muslimerne nær. De øverste officerer i den syriske hær er overvejende alawitter, mens de menige soldater tilhører det brede sunnitiske flertal. Som syriske iagttagere siger, når først hærens officerskorps henretter sine egne soldater, så står det slemt til! I denne uge meldte 233 medlemmer sig ud af det regerende baath-parti i protest mod voldsanvendelsen. I en fællesudtalelse sagde de: "Sikkerhedsstyrkerne har knust de værdier, vi er vokset op med. Vi fordømmer og tager afstand fra alt det, der er sket, og annoncerer med beklagelse vores udtræden af partiet". I byen Daraa mangler der vand, brød, strøm og telefonforbindelser til omverden. De dræbte ligger i gaderne og kan ikke begraves, på grund af militærets jerngreb om byen. Soldater går fra hus til hus med lister over systemets kritikere. Finder de ikke de pågældende hjemme, tager de familiemedlemmer med i stedet. Ingen aner, hvor de arresterede i de sidste seks uger er havnet. Præsident al-Assad er åbenlyst kommet til den opfattelse, at han ikke behøver at frygte indgreb fra omverdenen, som det blev tilfældet i Libyen. Central spiller Syrien er den store centrale spiller i Mellemøsten. Fra Damaskus går der tætte tråde til de radikale lande og grupper som præstestyrets Iran, Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza. Men Syrien plejer også nær forbindelse med Tyrkiet, Irak, Saudi Arabien og Egypten. Selv med staten Israel har det syriske regime en forståelse, der betyder at selv om Israel stadig holder det syriske Golanområde besat, så er der underhåndskontakter. Så Syrien befinder sig præcis i midten af det arabiske edderkoppespind og kan trække i trådene til alle sider. Netop derfor er alle øjne nu rettet mod Damaskus. Hvor Libyen ikke har nogen indflydelse af betydning i regionen, så forholder det sig stik modsat med Syrien. Derfor ville det også være utænkeligt, at NATO eller Vesten skulle gribe ind i den syriske krise. Syrien er med sine godt 22 millioner indbyggere et alt for stort land at invadere, eller gribe ind overfor. Da USA og allierede i 2003 valgte en invasion i Irak fik det katastrofale følger, ikke blot for irakerne men for alle nabolandene. Der er i dag stadig en meget stor gruppe af irakiske flygtninge i Syrien, som endnu ikke er vendt hjem. I dag er der mange syrere, der er angste for at dele Iraks skæbne. Ikke fordi man venter en amerikansk indgriben, men derimod en opløsning, hvis og når Assads styre falder. Netop Assad-regimets mulighed for at overleve strides alle om. De kloge og kyniske iagttagere er enige om, at Assad-klikens mulighed for at overleve er tæt forbundet med at den beholder magten. Derfor vil ingen tab i menneskeliv være for store til at Assad slipper grebet om magtens håndtag. Andre mener, at bølgen af arabiske revolter i årets første fire måneder, er så gennemgribende og uden fortilfælde, at Syriens alawittiske magtklike ikke med politisk spin og brutal magt vil overleve. For dem er spørgsmålet udelukkende, hvornår tråden knækker for Assad, og hans regime bryder sammen. Indtil videre må man antage, at Assad-styret skal ud i betydelig større bølgegang for at miste balancen. Bashar al-Assad og hans omfattende kreds af familiemedlemmer og fortrolige, der styrer de syriske sikkerheds- og efterretningsorganisationer, ved at hvis de viser moderation, så er deres dage talte. Assad-styret har ryggen mod muren. Der er kun én vej, hvis det vil fastholde magten, og det er at bruge alle diktaturets mest brutale magtmidler for at sikre deres base. Grusom og blodig historie I 1982 var Bashar al-Assads fader, præsident Hafez al-Assad, udsat for en opstand i byen Homs, hvor pro-islamiske oprørere havde taget kontrollen. Byen blev lukket af, og så lod Hafez al-Assad militæret myrde løs, indtil oprøret var kvalt. Man antager, uden at kende de nøjagtige tal, at 30.000 syrere mistede livet i deres forgæves oprør. Den viden har alle syrere. De ved, at de ikke fra Assad-familien skal forvente blødsødenhed af nogen art. Så spillet om den politiske balance i Mellemøsten afgøres i disse måneder i Damaskus. Den store nye generation af unge oprørslystne syrere skal nu afgøre, om deres vilje til en moderne demokrati-udvikling skal sejre over det jernhårde diktatur. Syrien er ved en korsvej. Nu venter vi på hvor langt "det arabiske forår" kan sætte ny spiring og overraske os alle.