Syrien trodser Arabisk Ligas krav

DAMASKUS:Syriens præsident, Bashar al-Assad, og hans regering står over for nye økonomiske og politiske sanktioner, efter at styret i Damaskus søndag trodsede Den Arabiske Liga. Ligaen har krævet, at Syrien underskriver en aftale, så udenlandske observatører kunne komme til Syrien for at overvåge situationen i landet søndag. Det skete ikke. I stedet bad den syriske regering om at få specificeret aftalen om observatørerne. Det har Den Arabiske Ligas ministerkomité afvist på et møde i Doha i Qatar. En talsmand for regeringen i Qatar siger, at det fortsat er de arabiske landes opfattelse, at Syrien vil underskrive observatøraftalen. Den Arabiske Liga, amerikanske samt flere europæiske ledere siger, at det er nødvendigt med udenlandske observatører for at tjekke de mange anklager om, at sikkerhedsstyrkers anvender overdrevet vold mod demonstranter i Syrien. - Vi tror, at observatører og medier vil kunne kaste lys over volden. Det vil være en fredelig gestus at lade observatører komme til Syrien, siger Jeffrey Feltman, USA's viceudenrigsminister for mellemøstlige anliggender. Samtidigt oplyser syriske menneskeretsgrupper, at mindst 44 personer er omkommet under sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og prodemokratiske demonstranter rundt om i landet lørdag og søndag. FN anslår, at flere end 4000 personer har mistet livet under opstanden, siden den begyndte i marts. /ritzau/AFP

Breaking
Vindmølle er løbet løbsk
Luk