Udland

Syriens Assad advarer: Regimefald vil udløse dominoeffekt

Den syriske præsident raser mod Den Arabiske Liga og kalder Tyrkiets premierminister for en idiotisk leder.

Syriens Assad advarer: Regimefald vil udløse dominoeffekt

Hvis styret i Syrien bliver væltet, og præsident Bashar al-Assad bliver fjernet fra magten, vil uroen fra det borgerkrigsramte land brede sig til resten af Mellemøsten.

Sådan lyder advarslen fra den syriske præsident i et interview med to tyrkiske medier.

- Hele verden ved, at hvis Syrien bliver opdelt, eller hvis terrorist-styrkerne tager kontrollen over landet, vil det smitte direkte af på de omkringliggende lande, lyder det fra Bashar al-Assad.

- Så vil der komme en dominoeffekt - måske langt væk fra Mellemøsten, mod vest, øst, nord og syd. Det vil betyde ustabilitet i mange år, i årtier, tilføjer han.

Uddrag af interviewet, som blev optaget tidligere på ugen, blev lagt op på Assads Facebook-profil fredag aften.

Den syriske leder kritiserer også Den Arabiske Liga. Assad er vred over, at den syriske opposition for første gang fik lov til at indtage pladsen som officiel repræsentant for det syriske folk ved organisationens topmøde i Qatar i sidste uge.

- Den Arabiske Liga mangler legitimitet. Det er en sammenslutning, der repræsenterer de arabiske stater - ikke det arabiske folk.

- Ægte legitimitet kan ikke tildeles af organisationer, udenlandske embedsmænd eller et andet land. Legitimitet bevilges af folket, siger Assad.

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, får også en opsang fra Assad, der beskylder den tyrkiske regering for "direkte at være medvirkende til drab på det syriske folk".

- Erdogan samarbejder med Israel om at ødelægge Syrien. Men Syrien er her stadig, og det syriske folk har gjort modstand.

- Vi kan ikke tillade idiotiske, umodne ledere at ødelægge relationen mellem tyrkere og arabere, lyder det fra Assad.

I over to år har det syriske regime udkæmpet en blodig krig mod oprørsstyrkerne. FN anslår, at mere end 70.000 mennesker har mistet livet under konflikten, som begyndte i marts 2011.

Fire italienske journalister blev fredag kidnappet i det nordlige Syrien, oplyser det italienske udenrigsministerium. Kidnapninger, der enten har religiøse, politiske eller økonomiske formål, sker ofte i Syrien.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.