Syrisk familie flygtet til Frederikshavn
Veluddannet familie med to børn er flygtet fra borgerkrigen i Syrien. Nu håber de på asyl i Danmark

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Adnan og Alesia åbner døren op med et smil og lukker en ukendt journalist ind i deres midlertidige hjem. De er lige ankommet til det nyrenoverede asylcenter i Frederikshavn og har ikke noget imod at fortælle om deres fortid.
For kort tid siden boede de i Syrien sammen med deres to drenge på elleve og seks år. Den 8. februar kom familien til Danmark og boede halvanden uge i Sandholmlejren. Mandag eftermiddag ankom de til Frederikshavn.
Familien blev nødt til at flygte fra Syrien, fordi de frygtede for deres liv. Faderen, Adnan, var kirurg på en klinik i Syrien, som blev sprængt i stykker. Derfor flygtede de på gåben til Tyrkiet. Med fly og bil lykkedes det dem at komme videre til Danmark.
- Vi er meget taknemmelige for, at vi er i live, siger Alesia. Hun taler glimrende engelsk og oversætter for sin mand.
Familien håber på at få lov til at blive i Danmark, men at starte et helt nyt liv er ikke nemt.
- På et øjeblik blev alt revet væk under os, fortæller Alesia.
Det er meget anderledes kår, familien befinder sig under i Danmark. I Syrien var Adnan en succesfuld kirurg, og hans kone er både uddannet farmaceut og skolelærer.
Adnan tog sin uddannelse i Rusland. hvor han var i over ti år, fordi han først uddannede sig til læge og bagefter kirurg, samtidig med at han skulle lære det russiske sprog.
Da han kom tilbage til Syrien, mødte han i 1998 Alesia, og kort efter blev de gift.
De håber begge på at kunne bruge deres uddannelser til at arbejde i Danmark.
Adnan er meget interesseret i at lære Danmark at kende og stiller ivrigt spørgsmål om alt fra vejret, til hvilke jobs der er gode at have i Danmark. Imens jeg bliver budt på en varm kop te, fortæller jeg dem, at det nok skal blive varmere snart, og at kirurgi også er et velbetalt felt i Danmark.
For at der er plads til hele familien i deres tildelte lejlighed, står der er en seng i stuen. I den ligger familiens yngste medlem, Roman, og spiller på sin PSP, som det er lykkedes at få med fra Syrien. Hans storebror, Sarbast, leder forgæves efter en sportskanal i fjernsynet.
Sarbast elsker fodbold. Yndlingsholdet er Real Madrid, og idolet er Cristiano Ronaldo. Han drømmer om at blive professionel fodboldspiller, og hvis det ikke går, er plan B at blive journalist. Drømmen om at blive fodboldspiller er måske ikke helt uopnåelig, hvis han har arvet nogle af sin fars fodboldgener.
Mens Adnan studerede i Rusland, blev han tilbudt en kontrakt af et professionelt, russisk hold, men Adnan valgte lægestudiet frem for en fodboldkarriere.
Da jeg møder familien, har de været under et døgn i deres nye hjem. Alligevel har de overskud til at give et indblik i deres liv. Hvad der videre skal ske med den syriske familie, er uvist.
- Vores fremtid er usikker. Vi håber at komme til at arbejde inden længe, siger Alesia.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.