Udland

Syrisk helikopter er styrtet ned

Syriske oprørere hævder, at de står bag nedskydningen af en helikopter i Damaskus-forstaden Douma.

Syrisk helikopter er styrtet ned

En helikopter er torsdag styrtet ned i byen Douma øst for den syriske hovedstad Damaskus, oplyser medier uden at komme med flere oplysninger.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder i London citerer aktivister for, at helikopteren er skudt ned af oprørere, oplyser nyhedsbureauet AFP. Det skal være sket i Tali al-Kurdi-området, tæt på Douma.

Syrisk stats-tv rapporterer, at helikopteren "styrtet ned", mens det statslige nyhedsbureau Sana skriver, at helikopteren er "gået ned".

Oprørsstyrker, der forsøger at vælte præsident Bashar al-Assads styre, har i stadigt stigende omfang angrebet de helikoptere og fly, som præsidenten har brugt til at knuse oprørernes højborge.

Senest blev en helikopter skudt ned i udkanten af Damaskus 27. september.

Oprørere i den nordlige Idlib-provins sagde tre dage senere, at de havde skudt et jagerfly ned i den nordvestlige del af provinsen, tæt på grænsen til Tyrkiet.

Oprørere, der står uden anti-luftskyts, har også gennemført landangreb på luftbaser i den nordlige og den østlige del af Syrien i et forsøg på at begrænse militærets luftstyrker.

Oplysningerne om helikopterstyrtet kommer, mens Det Syriske Nationalråd betegner det sydlige Damaskus som et katastrofeområde, og militæret dynger Al-Hajar Al-Aswad og den palæstinensiske flygtningelejr, Yarmuk, til med granater.

- Kamphelikoptere bomber civile hjem i Al-Hajar Al-Aswad i den sydlige del af Damaskus, hvor de bruger raketter med sprængladninger, siger SNC, Syriens største oppositionsgruppe, til AFP.

- Mange mennesker er blevet dræbt eller såret, men voldshandlingerne med granater gør det vanskeligt for aktivisterne i området at identificere dem alle, tilføjer SNC.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder talte ifølge AFP om 12 dræbte i de to sydlige distrikter onsdag.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.