Syrisk luftbase ved Homs beskydes af seks missiler

Der er ingen meldinger om ofre efter angreb søndag mod en syrisk luftbase. Israel står bag, siger Syrien.

Syrisk antiluftskyts har besvaret missilangreb mod en syrisk luftbase i provinsen Homs, rapporterer stats-tv i landet søndag aften.

Styret i Syrien kalder det et israelsk angreb, men det er ikke bekræftet.

Angrebets mål var luftbasen T4, som blev forsøgt ramt med seks missiler. Der er ingen meldinger om, at mennesker er blevet ramt.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR), der er en britisk overvågningsgruppe med et kildenetværk i Syrien, skriver, at målet var iranske og proiranske soldater.

Missilerne blev affyret mod T4 søndag, mens den syriske regeringshær i den seneste tid har været i offensiven i den sydlige del af landet nær de af Israel besatte Golanhøjder.

Israel har ikke kommenteret søndagens angreb.

Det israelske militær har gennemført mange luftangreb i Syrien under borgerkrigen i landet, der begyndte i 2011.

Israelerne har begrundet angrebene med, at Syrien er transitland for våben, der fragtes fra ærkefjenden Iran til Hizbollah i Libanon.

Hizbollah kæmper på den syriske præsident Bashar al-Assads side.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.