Udland

Syrisk opposition: Vi er ikke i borgerkrig

Både Syriens opposition og regering afviser, at landet er i borgerkrig. Frankrig kræver strammere kurs.

Syrisk opposition: Vi er ikke i borgerkrig

Syrien er ikke ude i en borgerkrig, sådan som chefen for FN's fredsbevarende styrker betegner det.

Det mener både den syriske regering og en oppositionsgruppe i landet.

- Den udmelding sidestiller morderen og ofret og ignorerer alle de massakrer, som Assad-regimet har begået, skriver Den Syriske Revolutions Generalkomité i en meddelelse og tilføjer, at syrerne "udelukkende beder om frihed og værdighed".

Også det syriske udenrigsministerium udtrykker overraskelse over tirsdagens udtalelse fra FN's fredsbevarende chef, Herve Ladsous, som mener, at en optrapning af volden har ændret konfliktens karakter.

- At tale om borgerkrig i Syrien er ikke i overensstemmelse med virkeligheden. Det, der foregår i Syrien, er en krig mod bevæbnede terrorgrupper, siger udenrigsministeriet.

Syriens regering betegner konsekvent de grupper, der deltager i oprøret mod præsident Bashar al-Assads styre, som "terrorister", og beskylder USA og dets allierede i regionen for at støtte dem.

Adspurgt om, hvorvidt konflikten i Syrien kan karakteriseres som en borgerkrig, svarede Ladsous tirsdag:

- Ja, det mener jeg godt, at vi kan sige.

Det er første gang, at en FN-chef har talt åbent om borgerkrig i Syrien.

De fortsatte blodsudgydelser i landet fik onsdag Frankrig til at kræve, at verdenssamfundet indfører en strammere kurs over for det syriske regime.

Frankrig vil bede FN's Sikkerhedsråd gøre den særlige udsending Kofi Annans fredsplan bindende under kapitel syv i FN's charter, hvilket vil give Sikkerhedsrådet mulighed for at gribe ind med militær magt som svar på trusler mod freden.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, siger, at han håber at kunne få Rusland til at acceptere forslaget.

Han tilføjer ifølge Reuters, at en flyveforbudszone også er under overvejelse.

/ritzau/AFP