Udland

Syrisk vold rykker ind i Libanon: Fem dræbt

Fem kvinder er blevet dræbt af syrisk artilleri i Libanon, efter at oprørere var flygtet over grænsen.

Syrisk vold rykker ind i Libanon: Fem dræbt

Syrisk artilleri beskød lørdag landsbyer i det nordlige Libanon, hvor fem mennesker blev dræbt, mens mange blev såret. Beskydningen skete, efter at syriske oprøre havde krydset grænsen fra Syrien til Libanon for at søge tilflugt, siger indbyggere i området.

Oprørere, der kæmper for at vælte præsident Bashar al-Assad, har benyttet det nordlige Libanon som base. Regeringsstyrker har flere gange forfulgt oprørere over grænsen.

Lokale i Wadi Khaled-regionen siger, at adskillige mortergranater natten til lørdag slog ned i landbrugsbygninger fem til 20 kilometer fra grænsen. Midt på dagen lød der flere eksplosioner, og lokale hørte skyderier tæt på grænsen.

I landsbyen al-Mahatta blev et hus ødelagt og en 16-årig pige dræbt, mens to børn på to og fire år blev såret, fortæller familiemedlemmer. En 25-årig kvinde og en mand blev dræbt i nærliggende landsbyer, siger beboere.

Det er de hidtil mest voldsomme kampe ved den syrisk-libanesiske grænse, siden den syriske opstand begyndte for næsten 16 måneder siden.

- Nadia al-Owaichi, 19 år, blev dræbt tidligt på morgenen, da en raket ramte hendes hus i Wadi Khaled, siger en sikkerhedskilde.

- To timer senere blev to beduinkvinder dræbt, da granater ramte deres telte samme sted, siger kilderne.

Libanesiske medier melder et antal børn såret.

Den 2. juli blev der for første gang rapporteret om skud fra Libanon ind over grænsen til Syrien. Syriske styrker har imidlertid gennemført et række blodige angreb ind over Libanons grænse.

Wadi Khaled regionen ligger 185 kilometer fra Beirut.

Flere tusinde syrere er flygtet over grænsen til nabolandet Libanon, efter præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker har optrappet angreb på oppositionen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.