Udland

Syriske styrker indtager belejret oprørsby

Efter ugers belejring og granatangreb indtager syriske regeringsstyrker Douma tæt på hovedstaden Damaskus.

Syriske styrker indtager belejret oprørsby

Syriske regeringsstyrker er lørdag trængt ind i byen Douma efter ugers belejring og vedvarende granatangreb. Flygtende indbyggere taler om, at der flyder med lig i gaderne i byen, der ligger i nærheden af hovedstaden Damaskus.

Beboerne siger, at mennesker i hobetal flygter fra byen, mens regeringssoldater stormer gennem gaderne, mens de leder efter oprørere, der prøver at vælte præsident Bashar al-Assad.

De siger, at mange mennesker ligger begravet under de sammenstyrtede bygninger.

Det har ifølge nyhedsbureauet AFP ikke umiddelbart været muligt at få bekræftet oplysningerne.

Samtidig har FN's og Den Arabiske Ligas mægler, tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan lørdag holdt et udenrigsministermøde i Genève om udviklingen i Syrien. Annan advarer mod, at konflikten i Syrien kan sætte hele Mellemøsten i brand og brede sig.

Han understreger nødvendigheden af, at verdens mest magtfulde nationer bliver enige om en fredsplan, men USA er af den opfattelse, at ministermødet i Schweiz ikke vil kunne løse den opgave.

De internationale drøftelser blev indledt af regeringer, der fortsat er uenige om, hvorvidt præsident Assad, der kritiseres af Vesten for hans angreb på sine modstandere, men fortsat støttes af Rusland, overhovedet kan spille nogen rolle i en politiske overgang.

Annan håber på enighed om en plan for en samlingsregering, som vil udelukke kontroversielle personer fra ledelsen. I klar tale betyder det, at Assad skal træde tilbage.

- Vi er her for at blive enige om retningslinjerne og principperne for en syrisk ledet politisk overgang, som opfylder det syriske folks legitime forhåbninger, siger Annan.

- Ingen skal være i tvivl om den ekstreme risiko, som konflikten betyder for syrerne, for regionen og for resten af verden, siger han.

Hans ord indeholdt en opfordring om, at det haster for de magtfulde lande med at blive enige, mens den 16 måneder lange konflikt i Syrien eskalerer dag for dag.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.