EMNER

Systemets minister

Efter at have trådt vande i flere uger blev presset på justitsminister Lene Espersen (K) i denne uge så voldsomt i sagen om politiklage-systemet, at hun nødtvunget måtte bekende kulør.

Var hun systemets minister, der foretrak at beskytte et system, der lader sine egne behandle borgernes klager over kolleger? Eller skulle hun være borgernes minister, der turde demonstrere, at hun er sat til for at være offentlighedens repræsentant og sikre borgerne en fair og uvildig behandling, når de kommer i konflikt med systemet? Lene Espersen valgte det første. Og det kan man godt forstå, når man betænker, at Lene Espersen er en af de længst siddende justitsministre og har tænkt sig at blive længe endnu. For tidligere ministre, der har troet, at de har kunnet udfordre embedsmændene og korpsånden i politisystemet med for omfattende reformer, har ikke holdt længe. At lægge sig ud med Rigsadvokat, statsadvokater og politiforbundet er en farlig vej for en minister, der gerne vil beholde magt og ministerbil. Så skidt med dokumentation for klagesystemets fejlslutninger, fortielser og inhabilitet. Skidt med landets førende juridiske eksperter, der anbefaler fundamentale ændringer af det danske politiklagesystem. Skidt med Amnesty Internationals internationale kontor i London, der kritiserer den danske regering for at undertrykke danskernes menneskerettigheder, når de kommer i konflikt med politiet. Skidt med rækken af retspolitiske ordførere, der vil have det danske system udskiftet med uvildige eksperter, der kan sikre klagere en fair sagsbehandling. Skidt med udenlandske eksperter, der hudfletter statsadvokat Elsemette Cassøes bortforklaringer. I stedet beder Lene Espersen for intet mindre end femte gang Statsadvokaten i Aalborg forklare sig i sagen om Jens Arne Ørskov, der døde i politiets varetægt. Og i avisen i dag, hvor ministeren får lejlighed til at forklare sig, vælger hun entydigt at forsvare et system, som svigter. Men det er sikkert også sundt, at offentligheden nu ved, hvordan Nordjyllands tidligere stemmesluger prioriterer, når hun bliver tvunget til det.