Nibe

Systuen emmer af vikingers færden

Gæve mænd og kvinder pukler med tykke, spidse nåle på unikt vikingetelt

NIBE:Måske går der to år, måske tre, inden fredningen af Vikingebyen i Sebbersund omsider træder i kraft, og indtil da gør Vikingebyens Venner deres bedste for at holde liv i landets - måske - første kristne bebyggelse. De syr ligenu et telt til vikinge-aktiviteter i august. Startede i oktober på det fire gange syv meter store projekt, der skal sys sammen på begge sider med otte sting for hver 10 centimeter: samlet 56 meters arbejde - i hånden. Med sylespidse nåle omkring den dobbelte tykkelse af en tændstik. - Derfor bruger vi handsker. For stikker man sig på sådan en, gør det avs, erfarer Elin Møller, formand for vikingebyens Venner. Mænd syr også en vis legemsdel ud af bukserne. Som den nu forhenværende formand for de konservative i Nibe, ferieramte Leif G. Madsen, Ernst Niss, og Hans Heidemann Lassen. Presente advokat Jens Jacob Borregaard vægrer sig ved at sy, og nu har han fået sin straf: Oplæsning fra bøger, der fortsat står på hylderne i vennernes tilholdssted: det nedlagte brugtbogsudsalg Bogløven lige overfor rådhuset. Borregaard valgte denne gang udsnit af ”Røde Orm”.