Syv årtier på det hvide lærred

Film 1. juli 2003 08:00

Hun var ikke bange for noget som helst eller nogen som helst, den amerikanske skuespillerinde Katharine Hepburn, der er død i sit hjem i Connecticut, 96 år. Hendes far var læge, hendes mor var kvindesagsforkæmper, så der var både penge og holdninger i barndomshjemmet. Kay Hep, som hun blev kaldt i overskriftsprog, vidste allerede som 12-årig hvilken vej, hun ville gå. Hun stilede direkte mod scenen og mod Hollywood. Hun var ikke til at køre om hjørner med, hun havde sine meningers mod. I hendes unge dage skete det jævnligt, at hun blev taget af rollelisten til et stykke inden premieren. En af de "gode" historier om hende er fra 1969, da hun spillede i musical'en "Coco" - om den franske modskaber med efternavnet Chanel - på Broadway - og afbrød forestillingen, fordi en publikummer fotograferede med blitz. I 1932 tilbød filmselskabet RKO hende en kontrakt. Hun forlangte - og fik - en betaling, der var fuldstændig uhørt på det tidspunkt, 1.500 dollars om ugen. Så tog det fart for den tynde, unge kvinde med fregnerne og den spændende stemme, der kunne lyde som en mindre, elektrisk sav. Hun spillede farcer som Howard Hawks' "Han, hun og leoparden" (med Cary Grant som en meget åndsfraværende arkæolog), hun spillede lystspil som "Natten før brylluppet", var hustruen til Spencer Tracy i "Gæt, hvem der kommer til middag" (deres datter kommer hjem og fortæller, at hun skal giftes med en sort mand, Sidney Poitier), var meget jomfrunalsk i sit samspil med Humphrey Bogart i "Afrikas Dronning", som ældre havde hun et smukt samspil med Henry Fonda i "Deres sensommer". En af hendes livs skuffelser må have været, da hun blev prøvefilmet til "Borte med blæsten" - og rollen gik til Vivian Leigh. Hun var tiltrækkende ukonventionel. Hun klædte sig sjældent moderigtigt, gerne i lange bukser på et tidspunkt, da det ikke blev regnet for kvindeligt, hun var ikke meget for sminke privat, og det var ikke hendes kop te at give autografer eller interviews. - Jeg ser frem til døden. Dér er der ingen interviews, har hun sagt til en journalist. Hendes navn er uløseligt knyttet til kollegaen Spencer Tracys. Der er ingen tvivl om, at deres forhold var mere end almindeligt venskabeligt. Tracy-Hepburn - han insisterede på at stå øverst på plakaterne - havde et forhold i 27 år. Han kunne ikke, som katolik, lade sig skille. Han var gift med den samme kvinde fra 1928 til sin død. Da han blev alvorligt syg i begyndelsen af 60'erne, skiftedes Katharine Hepburn og Tracys kone, Louise, til at passe ham. Han kom sig så meget, at de i 1967 kunne indspille deres sidste fælles film, "Gæt, hvem der kommer til middag". Han døde, få uger efter at filmen var færdigindspillet. - Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt mænd og kvinder i virkeligheden passer sammen. Måske skulle de bare være naboer og besøge hinanden en gang imellem, sagde hun en gang. Som ganske ung var hun i nogle år gift med en finansmand, og hun havde en tre år lang romance med den mystiske millionær Howard Hughes. The American Film Institute - som uddeler Oscar'erne - har hende på førstepladsen på sin liste over filmverdenens 50 bedste, kvindelige navne. Hun er den skuespillerinde, der har fået flest - fire - af de statuetter, der gives for kvindelige hovedroller. Og indtil i år havde hun også rekorden for flest nomineringer til den grimme, lille mand. Hendes 12 er nu overgået af Meryl Streeps 13. De seneste mange år led hun af Parkinsons Syge. Hendes sidste opgave blev en lille rolle som bedstemor i "Love Affair" i 1994, hvor hun spillede over for Warren Beatty og Annette Bening. Præsident Bush sagde, da han hørte om dødsfaldet: - Katharine Hepburn glædede publikum med sit enestående talent i over seks årtier. Hun var kendt for sin intelligens og åndfuldhed og vil blive husket som en af nationens kunstneriske skatte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...