Syv arkitektforslag til nyt boligområde

Forslag skal præsenteres for dommerkomite

Lokalpolitik 8. september 2004 06:00

NØRHALNE: Aabybro Kommune har modtaget syv forslag fra arkitektstuderende til, hvordan det nye boligområde med op mod 80 boliger i Nørhalne kan se ud. Kommunen har nemlig udskrevet en konkurrence hos arkitektstuderende med en samlet præmiesum på 20.000 kr. - Vi havde håbet at få 15 forslag. Tilgengæld er det materiale, som vi har modtaget, meget flot, siger Jesper Larsen fra teknisk forvaltning. Forslagene skal nu alle gennemgåes af forvaltningen for at se, om de overholder de krav, som der stilles i konkurrencen. Det er bl.a krav til afvikling af trafikken, antallet af boliger, som også skal være af varierende type, ligesom byggemodning og byggeri skal kunne udføres i etaper. Derefter vil forvaltningen udarbejde et grundlag for den dommerkomite, som så skal finde de tre bedste forslag. -Men det betyder ikke nødvendigvis, at vinderprojektet føres ud i livet. Forslagene skal være inspiration til den kommende tids arbejde med kommuneplanen og en lokalplan for området. Og vi forbeholder os ret til at "shoppe" rundt i projekterne og tage det bedste fra hvert forslag, siger Jesper Larsen. Han er med i dommerkomiteen sammen med Lars Højmark, chef for teknisk forvaltning, Marianne Hyllested fra Nørhalne Borgerforening og Niels Ole Nielsen fra den lokale erhvervsforening samt de lokale byrådsmedlemmer, Inge Pedesen (S), Lars Hasager (SF), Birger Fischer (V) og Jan Andersen (V). Der er tale om arealet mellem Gustav Zimmersvej og Sulstedvej, hvor kommunen ejer jord nok til at rumme omkring 50 nye boliger, mens de sidste 30 boliger i givet fald skal ligge på jord, som i dag er i privat eje. Det er planen, at de overordnede rammer for projektet skal være klar i sommeren 2005.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...