Syv dræbt af bomber i Thailand

Terrorisme 1. april 2012 06:00

Yala, Lørdag /ritzau/AFP Oprør i det sydlige Thailand har krævet tusindvis af liv siden 2004. Mindst syv mennesker blev dræbt og snesevis blev såret, da tre bomber lørdag blev bragt til eksplosion i det sydligste Thailand, som hærges af en oprørsbevægelse. Det siger landets militær. - Syv mennesker er blevet dræbt og over 70 er blevet såret ved bombeanslagene i Yala, siger oberst Pramote Promin, som er talsmand for militæret i landets sydlige region. Militæret siger, at de tre bomber, der var gemt i en bil og på to motorcykler, eksploderede med få minutters mellemrum i bymidten i Yala midt på dagen. Flere huse brød i brand ved eksplosionerne. - Eksplosionerne skete med et interval op 10 minutter, siger en politimand i Yala. Der var også meldinger om en bombe i Mae Lan distriktet i naboprovinsen Pattani. Siden begyndelsen af 2004 har et blodigt muslimsk oprør uden klart formulerede mål raset i Thailands sydlige provinser, hvor der er et muslimsk flertal i det ellers buddhistiske land. Mange af de lokale hævder, at de etniske malay-muslimer bliver diskrimineret af myndighederne. Tusindvis af mennesker er blevet dræbt under oprøret, som har ført til næsten dagligt skyderi. Et stort antal soldater er sat indsat i regionen. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...