Syv forslag til anderledes grønkål

Arden 17. september 2002 08:00

HIMMERLAND: Syv madinteresserede i Himmerland har indsendt opskrifter på anderledes middagsmad med grønkål som hovedingrediens til den himmerlandske grønkålskonkurrence på Sortebakkeskolen i Nørager 8. oktober. - I alt 10 kan deltage i skolekøkkenet, så skulle der droppe et par ekstra madopskrifter ind fra interesserede her efter tidsfristens udløb, så er det også helt i orden, fortæller husholdningskonsulent Inge Bach fra landbocentrene i Hobro og Aars. Hun er tovholder på madkonkurrencen i Himmerland, arrangeret af Familie og Samfund i region Himmerland i samarbejde med de lokale landboforeninger. Spændende opskrifter Selv om arrangørerne og husholdningskonsulent Inge Bach havde forventet flere forslag til konkurrencen, roser hun alligevel de indsendte syv opskrifter. - Jeg er indtil nu den eneste, der har set dem. Alligevel kan jeg godt afsløre, at opskrifterne er meget, meget spændende og i indhold med anvendelse af forarbejdet grønkål spænder fra den ene yderlighed til den anden, erklærer Inge Bach uden forbehold. Samtidig udtrykker hun sin glæde over, at også mænd har meldt sig til konkurrencen. Alle syv deltagere får nu mulighed for at dyste på gryder og pander i skolekøkkenet i Nørager, hvor Arden Kommunes borgmester, Hans C. Maarup (S), sammen med leder af centralkøkkenet i Aars, Pia Både, samt tidligere landhusmor Bodil Bach Andersen fra Vindblæs ved Løgstør udgør dommerpanelet. Retterne vurders her efter smag, udseende og nytænkning ved anvendelse af grønkål til andet end julespise i december. Vinderen i Himmerland går videre til den landsdækkende finale, der bliver afviklet lørdag 16. november på Gjesinggaard Gods ved Randers Fjord. Her er førstepræmien en uges ophold på kokkeskole i Provence til en værdi af 15.000 kroner, mens 2. og 3. præmien er eksklusivt kogegrej.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...