EMNER

Syv gode råd om fliser i badeværelset

Fagredaktør i Bolius Boligejernes Videncenter Casper Kjerumgaard giver her syv gode råd, når du skal vælge fliser til dit badeværelse. Nr. 1: Rådgivning Før du beslutter dig for, hvilke fliser du skal vælge, kan det måske godt betale sig at få en flisemand, en indretningsarkitekt eller en arkitekt til at se på rummet. Lad dem enten komme ud til dig og se på rummet, eller vis dem gode fotos. De kan ofte se de muligheder, du slet ikke selv havde overvejet. Du bruger tit et godt stykke over 100.000 kroner på et helt nyt badeværelse. En rådgiver koster sjældent mere end to-tre procent af prisen på badeværelset, og de penge kan være godt givet ud. Nr. 2: Størrelse Du skal bestemme dig for størrelsen på dine nye fliser, og her er der en række ting at tage med i betragtning. Hvor stort er rummet? Er rummet kvadratisk? Er der mange skæve vinkler og ting, der ’stikker ud’? Står toilettet og skabene på gulvet? En gylden regel er, at du skal bruge store fliser til store rum og små fliser til små rum. Husk dog på, at store fliser har store flader, og derfor har de en naturlig tendens til at være mere glatte. Bruger du store fliser til små badeværelser, kan rummet let komme til at føles forkert, især fordi det kan være svært at få et antal store fliser til ’at gå op’ i et lille rum. Det ender med, at de alligevel skal skæres så meget til, at de bliver mindre. En anden ulempe er, at du ikke kan knække en stor flise og lave fald til et afløb. Nr. 3: Farve Når du vælger farven på dine fliser, så vær forsigtig med de skrigende grønne, gule, lyserøde, blå eller andre pangfarver, fordi mange hurtigere kan blive træt af sådanne farver. Er du glad for dem, så brug dem i brusekabinen, ved toilettet eller på mindre flader. Lad farverne komme ind i rummet ved de ting, der kan flyttes igen: badeforhæng, sæbeskål, toiletbørsteholder, rammen om spejlet eller lignende. Forestil dig, at du ryster dit badeværelse. Det, der er tilbage, skal være i afdæmpede farver. Nr. 4: Mønster Du bliver ofte hurtigere træt af fliser med dekoration af forskellig karakter. Derfor bør du tænke dig om en ekstra gang, inden du køber blomstrede og rustikke fliser. Er du vild med mønstre og det rustikke udtryk kan du nøjes med at få fliser op i halvanden meters højde. I stedet kan du så bruge dekorationsmaling eller evt. blomstret tapet fra, hvor fliserne ender. Det kan nemt skiftes ud senere. Nr. 5: Stil Er du til en minimalistisk stil, får du den ved at vælge nogle rektangulære og enkle sten, der er lidt skarpe i kanterne. Det er med til at give rummet en mere retlinet stil uden for mange overflødige detaljer. Men det er endnu vigtigere, at du formår at leve op til stilen i resten af badeværelset. Forsøg at holde resten af badeværelset i samme stil, som du er startet med fra bunden, ellers bliver der tale om stilforvirring, du senere vil blive voldsomt irriteret over. Nr. 6: Kontrast Hold dit toilet og din håndvask i hvide farver. Du bliver hurtigt træt af kontrasten til dine fliser, hvis du vælger gule, grønne eller blå kummer. Det gælder også, hvis du har valgt hvide fliser. Det samme er tilfældet med dine armaturer. Dine fliser danner baggrund for det, du vælger andre steder i rummet. Er du blevet forelsket i et lækkert armatur i børstet stål, bør du vælge matte fliser elle fliser med mat overflade. De fleste går dog den anden vej, og har du først valgt blanke fliser, bør du også vælge skinnende armaturer. Det spiller langt bedre sammen og skaber ikke en visuelt ubehagelig kontrast med mat og blankt. Nr. 7: Hyppig rengøring Mørke fliser på gulvet kræver mere rengøring end lyse fliser. Mørke fliser bliver naturligvis ikke mere beskidte end lyse fliser, men på mørke fliser ses skidtet meget tydeligere. Og de mørke fliser trænger også langt oftere til en kærlig hånd, når kalk skal fjernes - både på grund af den direkte vandpåvirkning og den megen naturlige fugt, der er i et badeværelse. Der er også mere rengøring ved naturfliser end keramiske fliser, da naturfliser ikke har de samme fedtafvisende egenskaber, som mange kunstige fliser har. Kilde: Bolius