Drab

Syv mistænkte for retten i terrorsag

En ung mand blev som den første fremstillet i grundlovsforhør i terrorsagen fra Odense. Han sigtes for forsøg på sprængning og drab efter terrorparagraffen

ODENSE:Efter de natlige anholdelser af ni terrormistænke mænd i Odense indledte byretten ved 16-tiden tirsdag eftermiddag grundlovsforhøret over syv af dem. Efter de indledende afhøringer var to af de anholdte blevet løsladt af politiet. På strømpesokker og i joggingbukser blev en ung mand med skræmte øjne og langt skæg som den første ført ind i retslokalet, der var fyldt med journalister og civile politifolk. Anklageren, vicepolitimester Erik Terp fra PET, læste sigtelsen op. I måneden op til den 5. september har den unge mand været med til at planlægge en eller flere sprængninger i Danmark eller udlandet. Manden sigtes altså for forsøg på sprængning og drab efter straffelovens terrorparagraf, 114. Den sigtede havde hænderne låst på ryggen med plastikstrips, men forsvareren, Jan Olesen, protesterede. - Det er ikke rimeligt i en retssal, sagde han, og dommer Ingrid Therkelsen valgte at imødekomme ønsket om, at den mistænkte fik hænderne fri. Umiddelbart efter valgte hun på anklagerens anmodning at lukke resten af retsmødet. Det var ved to-tiden natten til tirsdag, at politiets specialstyrker slog til i Vollsmose. Gennem længere tid havde PET overvåget gruppen, og nu var der så tydelige tegn på, at mændene forsøgte at skaffe sig adgang til sprængstoffer, at efterretningstjenesten valgte at slå til. Aktionen var planlagt ned i detaljen. Først blev de anholdte og deres familier bragt til politigården i Odense. Derefter blev lejlighederne ransaget med assistance af forsvarets eksperter, og derpå blev flere nøglepersoner orienteret. Det gjaldt blandt andre Odenses borgmester, justitsministeren, statsministeren og en række imamer, der skal hjælpe med opretholde roen. Vollsmose har tidligere vist sig som et letantændeligt kvarter, når politiet har anholdt nogen. - Jeg var den første, de ringede til. De ville også ringe til imamer i Århus og København, siger Abu Bashar, imam i Odense. For PET har anholdelserne været en balancegang mellem at slå til, når sagen er kommet så langt, at der er beviser for de mistænktes terrorhensigter, men før et attentat blev gennemført. - Når der er foretaget anholdelser i sagen nu, skyldes det, at det kan være vanskeligt at vurdere mere præcist, hvor langt fremme man har været i forberedelserne. På den baggrund - og i lyset af den generelle situation på terrorområdet - har Politiets Efterretningstjeneste ikke ønsket at løbe nogen unødig risiko og har derfor valgt at slå til nu, udtalte PET’s chef, Lars Findsen. De anholdte, som fremstilles, er en gruppe mænd på 18, 18, 21, 27, 32, 32 og 33 år. Seks af de sigtede er danske statsborgere, en er udenlandsk statsborger. Justitsminister Lene Espersen (K) var ikke i tvivl om, at sagen skal vurderes med stor alvor. Hun betegnede tirsdag sagen som noget af det mest alvorlige, der er sket i Danmark nogen sinde. - Langt størstedelen af de anholdte er danske statsborgere, og det er for mig det mest skræmmende i den her sag. Vi har altså at gøre med folk, som er danske statsborgere, og som angiveligt var i færd med at planlægge en terrorhandling her i landet, siger Lene Espersen./ritzau/