Drab

Syv tiltales for drabsforsøg på kvinde

De syv hovedtiltalte i sagen om det voldsomme overfald på en 35 årig kvinde fra Sejerslev på Mors tiltales nu for forsøg på manddrab samt røveri over for kvinden. Det oplyser statsadvokaten i Viborg, Peter Brøndt Jørgensen til DR Midt-vest

De syv tiltalte, der kommer fra Mors og Salling og er i alderen 17-45 år, fik i går deres varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger under et retsmøde i Viborg. De nægter sig alle skyldige i drabsforsøg. Det skriver DR Midt-vest. En ottende person, der er på fri fod, er tiltalt for grov vold. Ifølge anklageskriftet mod de syv hovedtiltalte foregik drabsforsøget mod den 35 årige kvinde i flere omgange natten til den 5. september sidste år. Det endte med, at voldsmændene efterlod hende nøgen og bevidstløs på en grusvej ved Vile i Salling. Kvinden overlevede på et hængende hår overfaldet, men hun har pådraget sig en invaliderende hjerneskade. I dag kan hun hverken bevæge sig, tale eller spise. Sagen skal senere for et nævningeting ved retten i Viborg.