EMNER

Syv unge anholdt for skolebrand

ÅRHUS:Syv unge mænd i alderen 16-19 år stod bag den omfattende brand, der lagde en undervisningsfløj på Møllevangskolen i Århus i ruiner natten til tirsdag. Det mener kriminalpolitiet i Århus, der i går rykkede ud og anholdt de syv unge på forskellige adresser. Ud over branden og hærværket med skader for op mod 25 millioner på Møllevangskolen mistænkes de unge også for at stå bag indbrud og omfattende hærværk mod to andre skoler i midtbyen. På begge skoler blev der ifølge politiet forsøgt antændt ild, men uden held. Politiet mistænker også de unge for at være ansvarlige for to alvorlige forhold af hærværk mod Adventskirken, der ligger tæt op ad Møllevangskolen. 20. december og igen 3. januar blev der således knust en del ruder i kirken, og ved begge episoder blev der stukket ild i nogle gardiner, hvorved der opstod ild i bl.a. et arkiv i kirkens kælder. På Møllevangskolen nedbrændte en hel fløj, og i hele resten af komplekset var forøvet et voldsomt hærværk, hvor alt, som kunne smadres - fra computere til lamper og inventar- var slået i småstumper. Ifølge politiet er mindst tre af de unge anholdte tidligere elever på Samsøgade Skole i Ny Munkegade, som også har været rfamt af hærværk og forsøg på ildspåsættelse. - Der kan være flere af de anholdte, der er elever eller tidligere elever på nogle af de berørte skoler, men det ved vi ikke med sikkerhed endnu, siger kriminalinspektør Ole Madsen. De anholdte er stort set ukendte af politiet i forvejen og repræsenterer et bredt udsnit af unge i Århus. /ritzau/

Forsiden