Vold

Syv unge anholdt med hagekors

Odense, onsdag /ritzau/ Syv unge fynboer anholdt i forbindelse med sag om racistisk vold og hærværk. Politiet fandt køller med hagekors under ransagning. Én blev varetægtsfængslet. Syv unge blev onsdag anholdt i forbindelse med en sag om racistisk hærværk og vold mod en somalisk familie i Langeskov på Fyn. En af de anholdte - en 18-årig mand - blev varetægtsfængslet for fire uger sigtet for racediskrimination, vold og besiddelse af amfetamin. De seks øvrige blev løsladt efter afhøring, oplyser vagthavende. Onsdag morgen ransagede Odense Politi de syvs adresser og beslaglagde blandt andet slagvåben, ulovlige knive, gasspray, en strømpistol og en soft-gun. På køllerne var der et hagekors og racistiske slogans. To af de anholdte er kun 15 år. En somalisk familie i byen er i den seneste tid blevet forfulgt. Blandt andet måtte familien indlogeres på et hotel, da deres vinduer blev smadret, oplyser Fyens Stiftstidende. Fem somaliske drenge er blevet overfaldet, og en større gruppe unge danskere er blevet set kørende omkring i området - nærmest som et tæskehold. Politiet betragter de enkelte episoder som sammenhængende og racistisk motiverede. De unge danskere, omkring 20 personer, der er i politiets søgelys, kommer fra Langeskov, Nyborg og Ullerslev. Fritidskonsulent i Langeskov Hans Henrik Andersen siger til DR-Fyn, at de seks unge og deres forældre nu vil få et tilbud om handleplaner for hver enkelt. Erfaringen viser, at den slags kan være med til at bringe de unge på ret køl, siger han. Angrebene og hærværket mod somalierne har bragt sindene i kog i Langeskov. På tirsdag arrangerer byens idrætsforeninger fakkeltog gennem byen for at vise deres sympati med den somaliske familie og demonstrere mod racisme. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst