EMNER

Syv unge skal nonfirmeres

MIDTBYEN:Omkring 600 brudepar bliver hvert år viet i den fredede byrådssal på det Gamle Rådhus på Gl. Torv, men i morgen, søndag klokken 10, er salen også ramme om dette års nonfirmation. Syv unge har i år valgt at blive nonfirmeret ved DUI Leg og Virkes arrangement, der har været en tradition siden 1994 i Aalborg. Antallet af nonfirmander svinger mellem fem og 15, fortæller DUI's forbundsformand Helle Christensen. - Men der er naturligvis langt flere, som ikke bliver konfirmeret, og vi ville da gerne, at nogle flere af dem valgte vores tilbud om nonfirmation, siger Helle Christensen. Hun understreger straks, at det absolut ikke er fordi DUI synes, at kirkelig konfirmation er en dårlig idé. - Slet ikke. Men når de unge har valgt, at de ikke vil konfirmeres, kunne vi godt tænke os, at de så fik information om, at der er et tilbud om nonfirmation hos os. Vi forestiller os, at når de unge i 6. klasse har valgt, at de ikke vil gå til præst, så fik de tilbuddet fra os. Men det har ikke kunnet lade sig gøre, siger Helle Christensen. DUI gør meget ud af at skabe en hyggelig dag for nonfirmanderne. Først mødes de i den gamle byrådssal, hvor der er taler ved Hans Rønnow, der er formand for Karnevalsforeningen og Sune Enevoldsen, der blev nonfirmeret sidste år. Derefter går selskabet ind ved siden af, i rummet, hvor Esben Hanefelt Kristensens mange Saxo-malerier hænger. Der er dækket op til hver nonfirmand og hans eller hendes familie. - Vi synes, at det er vigtigt at markere overgangen fra barndommen til ungdommen. Derfor er vi glade for at tilbyde nonfirmation, siger Helle Christensen. I år deltager 71 pårørende, og blandt dem er en stor flok englændere. - En af vores nonfirmander har en engelsk far, og hans familie er ikke vant til hverken kon- eller nonfirmationer. Det bruger de åbenbart ikke i England. Så de glæder sig til at opleve nonfirmationen. DUI Leg og Virke har siden 1994 arrangeret nonfirmation i Aalborg. - Tidligere har DUI siden 60'erne arrangeret nonfirmationer over hele landet, men i 1992 magtede man det ikke længere. DUI skrev derfor til alle landets kommuner og bad dem overtage. Kun fem borgmestre svarede. Fire sagde nej, men Aalborgs Kaj Kjær svarede, at han ikke synes, det var en kommunal opgave, men hvis DUI ville stå for at arrangere dagen, ville kommunen gerne stille det Gamle Rådhus til rådighed. Det tilbud kunne vi ikke sige nej til, siger Helle Christensen. De syv unge, der skal nonfirmeres i morgen er: Tobias Møller Mikkel Wittendorf Eriksen Sonny Christensen Kasper Petersen Niels Brønnum Duff Stefan Otte Jørgensen Andrea Kallan Gottliebsen.