Ét mødested

EU:NORDJYSKE skriver i sin leder (søndag 25.1.) om de anbefalinger, en ekspertgruppe bestående af repræsentanter fra de 27 EU-lande er nået frem til for at forbyde glødepærer i EU. Ifølge eksperterne vil det betyde en energibesparelse, der svarer til Rumæniens årlige energiforbrug, og udslippet af CO2 vil falde med 15 millioner tons. Dernæst opfordrer lederskribenten Europa-Parlamentet til at beregne, hvad der bliver brugt af CO2 ved at rejse frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. Hertil er jeg helt enig i lederen. Den seneste parlamentserklæring om, at alle møder bør holdes i Bruxelles, var der kun 286 af medlemmerne, der underskrev eller under halvdelen af de 785 medlemmer. Det er tredje gang i mine ni år som medlem, at sådanne erklæringer fremsættes. Opnår erklæringen underskrifter fra over halvdelen af medlemmer, oversendes den til Kommissionen, som skal se på sagen. Min liberale gruppe skaffede over en million underskrifter på nettet i "One Seat" kampagnen for to år siden, som forskud på det borgerinitiativ, som indføres med Lissabon-traktaten. Hvorfor sker der så ikke noget? Fordi Europa-Parlamentet ikke har indflydelse eller beslutningsret omkring sin beliggenhed. Det er traktatstof, som kun Det Europæiske Råd, dvs. stats- og regeringscheferne kan ændre. Det kræver enstemmighed, dvs. at også Frankrig skal stemme for at lukke alle møder i Strasbourg. Det rækker min fantasi ikke til at tro på nogen siden vil ske, jeg ved ikke, om lederskribenten tror på det? Det er derfor symbolpolitik, når Europa-Parlamentet puster sig op - som regel i et valgår. Jeg har selv skrevet under på erklæringen, for at signalere, at jeg ønsker alle møder afviklet i Bruxelles. Når et flertal af mine kollegaer ikke har skrevet under, kan det skyldes at Europa-Parlamentet alligevel ikke kan gøre noget ved det. Det kan også skyldes, at i de lande, de repræsenterer, er samlingerne i Strasbourg ikke genstand for den omtale, som vi i Danmark ynder at give disse sager.