EMNER

Ta’ det bare roligt i det nye år

Når børn udsættes for ambitiøs og projektagtigt målrettet opdragelse, svarer det til at trække i græsset eller hive i blomsterne for at få dem til at vokse. Scanpix

Når børn udsættes for ambitiøs og projektagtigt målrettet opdragelse, svarer det til at trække i græsset eller hive i blomsterne for at få dem til at vokse. Scanpix

De sidste femten år har vi oplevet, at forældre skaber en ny trend cirka hvert fjerde år. På uforudsigelig vis skabes disse tendenser i et kaotisk samspil mellem medierne, mødregrupperne, venner og veninder og fagfolk, og pludselig er de der som noget, nye forældre synes de skal rette ind efter. En af disse tendenser har holdt sig i næsten ti år nu, og den handler om nødvendigheden af at opdrage børn. Derfor kan der være grund til at se lidt på, hvad opdragelse er, og hvad vi hver for sig mener, når vi snakker om det. Når vi mener, at børn skal opdrages, har de fleste et eller andet mål i tankerne. Det kan være et almindeligt dagligdags mål, der f.eks. handler om, at børn skal lære at sidde ordentligt ved bordet og spise pænt. At de skal lære at tale ordentligt til andre mennesker, eller det kan være mere langsigtet. De langsigtede mål er næsten altid en blanding af forældrenes normer, værdier og ambitioner og nogle mere politiske eller samfundsmæssige mål. Egentlig er der tre spørgsmål, som det lønner sig at tænke over. Hvilke børn vil forældrene have? Hvilke børn vil samfundet have? Hvilke børn vil børnene have? Som forældre er vi mest optagede af, hvad der er godt for børn og hvad de tager skade af – for nu at sige det lidt forenklet. Eller er vi i virkeligheden selv-optagede det meste af tiden? Hvor meget af det vi gør, gør vi i grunden for at styrke vores eget selvbillede eller for at pudse forældreglorien? Ordet opdragelse rummer flere betydninger. Fagfolk taler om socialisering og mener nødvendigheden af, at børn lærer at tilpasse sig samfundets normer og kultur. Vi taler om opdragelse og mener vores behov for at lære dem at respektere forældrenes og institutionernes værdier og krav, og midt i det hele mener mange faktisk ”konditionering” eller betingning. Betingning er det, den russiske psykolog Pavlov gjorde, når han belønnede sine hunde med mad, hvis de gjorde som han ville og straffede dem med smerte, når de ikke adlød. Hyperaktive forældre I de senere år har vi set to uheldige tendenser. Den ene er, at forældre har urealistiske forestillinger om, hvor tidligt børn kan lære det, forældrene synes de skal lære. Den anden er en stigende efterspørgsel efter konditioneringstricks – dvs. hvad skal jeg gøre for at få det barn, jeg vil have? Begge dele fører ofte til, at forældre bliver hyperaktive, frustrerede og udmattede, og det samme sker selvfølgelig for deres børn, som må presse sig selv ekstremt meget for at gøre deres forældre glade og tilfredse. Jamen, er det ikke synd for børnene, kunne man spørge. Jo, det er det da helt sikkert, men jeg er nu mere optaget af, at det er synd for forældrene. De bliver stressede og mister evnen til at glæde sig over deres børn. Glæden erstattes af bekymring. De forsømmer sig selv og deres parforhold og berøver dermed også børnene noget fundamentalt vigtigt. I de første tre-fire leveår er der egentlig ingen grund til at opdrage børn. De skal bare have venlig og empatisk vejledning og gode forbilleder. Det er ikke helt sandt. Sandheden er, at det allermeste af det, der virker opdragende og socialiserende på børn, sker mellem linjerne. Det sker ikke, når voksne selv synes, at de opdrager. Så selv om vi ikke sagde en eneste opdragende sætning til vores børn, ville de alligevel være udsat for opdragelse hele tiden. Børn formes, manipuleres og opdrages af alt, hvad vi gør og siger, alt det der sker indeni os og imellem os, og deres evne og vilje til at tage farve efter omgivelserne er enorm. Det samme er deres vilje til at tage vare på deres egen integritet og egenart. Børn lærer at sidde pænt ved bordet, hvis de voksne gør det. De lærer både at udtrykke sig personligt hhv. at tale pænt til fremmede, hvis forældrene gør det. De lærer at samarbejde med andre, hvis forældrene kan, og på samme måde lærer de alt det mindre heldige af de begrænsninger, deres forældre har. Problemet er ofte, at forældre og pædagoger ikke kan vente de fire-fem år, det tager et normalt barn at integrere det hele. For en generation siden lød kommandoen ”Opfør dig…!”. Nu lyder den ofte ”Skynd dig!” Det lønner sig at se på børn som væsner, der er kommet på besøg fra en anden planet. De gør det bedste, de kan, og når vi ikke synes, det er godt nok, har de brug for en guide. Når etårige Frederik er på vej op ad husets indvendige trappe, er det tilstrækkeligt at fange hans opmærksomhed med et venligt ”Frederik!”, se ham i øjnene og sige, ”Du kan ikke gå op ad trappen alene endnu. Skal jeg hjælpe dig?” Det tager som regel mellem ti og tyve sekunder, før hans mimik enten siger ”ja, tak”, eller til han opgiver sit forehavende. Uden kontakt er opdragelse ikke mulig og - endnu vigtigere: en stor del af det, vi kalder opdragelse (læs: belæring), forhindrer kontakt. Hvis forholdet mellem vores bevidste og intentionelle opdragelse og den, der foregår mellem linjerne, er 10/90, betyder det, at vi har meget lidt kontrol med, hvad børn lærer og hvordan. Al den opdragelse, der sker mellem linjerne, optager børn gennem alle deres sanser og på samme usynlige måde, som planter optager ilt ved hjælp af osmose. Når vi ikke er tilfredse med resultatet, må vi se indad og korrigere vores egen adfærd - ofte en vi ikke vidste vi havde. Opdragelse handler nemlig meget lidt om, hvad vi gør, og meget mere om hvordan og hvorfor vi gør det. Gør jeg som jeg gør, fordi jeg oprigtigt mener, at det er det, mit barn er bedst tjent med på lang sigt? Gør jeg det for at opnå en kortsigtet gevinst? Gør jeg det for at styrke mit eget image eller selvbillede? Lad barnet sætte tempoet Dette samspil mellem barnets evne til at samarbejde, tilpasse sig og eksperimentere med sine egne muligheder og begrænsninger og forældrenes evne til at vejlede det og korrigere deres egen adfærd er ideelt for begge parter. Efterhånden som de fleste børn tilbringer en stor del af deres vigtigste år i pædagogiske institutioner, hvor vilkårene er helt anderledes, bliver forældrenes indsats helt afgørende for børnenes udvikling. Det betyder ikke, at børn generelt tager skade af at være i børnehave. Det betyder bare, at en del af de vitaminer, de har brug for, kun findes hjemme i familien. Et af de vigtigste er ”se-vitaminet”. Det vil sige forældrenes evne og vilje til at ”se” barnet og frem for alt være opmærksom på dets vilje til at tilpasse sig. Når børn udsættes for ambitiøs og projektagtigt målrettet opdragelse, svarer det til at trække i græsset eller hive i blomsterne for at få dem til at vokse. Som ethvert barn ved, sker der det modsatte. Planternes rødder bliver svage, og de mister gradvis evnen til at opsuge næring fra omgivelserne. Den utålmodige haveejer kan købe færdigudviklet græs i ruller - forældre gør klogt i at være tålmodige og lade barnet sætte tempoet. Godt Nytår!