Ta' en kiks

KONCERT Shubidua Allerede i det andet nummer, Lul lul lad rocken gå, blev der kastet mariekiks på scenen, da Shubidua bød op til fællessang på dette års Nibe Festivalen. Den aparte tradition udviklede sig indtil det sjette nummer, Hvalen Hvalborg, som bød på det endelige opgør i kikse-krigen. Under nummeret røg der digestive og mariekiks på scenen som var det en barsk uvejr. Michael Bundesen havde dog dækket de grålige krøller med en rød styrthjelm og øjnene med et par grønne beskyttelsesbriller. Og efter nummeret tog han på original vis hævn. To scenekanoner hamrede kiks udover publikum i samme målestok, som de var kommet derop. Kiksene var dog blot en del af den festlige folkefest, som Shubidua fyrede af på festivalen. En time og et kvarters rundtur i Shubiduas egen højskolesangbog, blev det til. En koncert uden ukendte mellemnumre, som blot skulle overståes. Med Shubidua er det klassiker på klassiker. Fællessang på fællessang. Hvis musikken var en smule forudsigelig, var basboosteren Bundesen til gengæld i hopla. Han bød ind med sanglege, kække dansetrin og små anekdoter. Forudsigelig er for øvrigt ikke et negativt ord i Shubiduas univers, fordi det er netop genkendeligheden, der er så vigtig. Og det veloplagte band faldt naturligvis i publikums smag, så alt lige fra 16-årige ben til midaldrende stænger i sandaler rockede med på evergreens som Folkevognen, Vuffeli-Vov, Sexchikane og selvfølgelig afslutningsnumrene Stærk tobak og Fed rock. Publikum kunne simpelthen ikke lade være, de overgav sig og skrålede med på de lettilgængelige sange, som sidder ligeså godt fast som julens salmer. Trods mere end 30 år på scenerne rundt om i landet, leverer Shubidua stadig varen. Nemlig feststemning og skarpe danske popsange, der på en gang er lige til at spise og på den anden side lugter af omtanke og opfindsomhed. Eller med andre ord en velsmagende kiks med flere lag. Peter Bang Overby peter.bang.overby@nordjyske.dk Shubidua på Nibe Festivals store scene torsdag aften.