EMNER

Tåbelig behandling

UNGDOMSHUSET:”Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end på facts”. Således skrev Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen i et notat i 1998, og i december 2006 gentog hun på TV, at politiet ikke havde haft speciel ballade med de unge på Jagtvej 69. Det rimer ikke med NORDJYSKE’s leder (7.3.). hvor der står, ”hverken de tilsynsførende myndigheder eller politiet for den sags skyld har kunnet få adgang til lokalerne uden at ryge ind i håndgribelig, korporlig modstand”. Mon nogen dansk kommune ville sælge f. eks en fodboldbane til et privat byggefirma uden samtidigt at sørge for en fodboldbane et andet sted i byen? Hvordan kan det så forsvares, at Københavns kommune i 2000 sælger Jagtvej 69 og ”glemmer” deres løfte til de unge om et andet aktivitetshus? De unge havde jo vist gennem mange år, at de i fred og ro kunne styre huset selv med koncerter, teater, film og vegetarcafé. Og dermed netop holde unge væk fra gaden og ballade. Kommunen havde altså hele seks år til at finde et andet hus - men gjorde intet. I disse seks år fortsatte de unge med deres aktiviteter i forventning om, at kommunen skulle holde ord. Det var torskedumt af kommunen at bryde sit løfte, og da de unge fik afslag på at gå rettens vej til højesteret, udløste det det vanvittige slagsmål mellem de unge og politiet med stenkast og bål og brand i gaden. Først da også de unge opførte sig torskedumt og begyndte at kaste med sten, begyndte kommunen at se sig om efter et andet hus. De unge bliver ladt tilbage med det indtryk, at så længe de opfører sig ordentligt, så snyder kommunen dem - de skal lave ”rav i gaden” for at blive hørt! Kommunens politikere har ikke blot svigtet deres løfte, men også været feje nok til at skubbe politiet foran sig, så det er politiet, der har skullet ”feje op” efter politikernes forsømmelighed. Det er meningsløs brug af politiet, som jo ikke er de unges modstandere. Det var løftebrydende politikere, der med salget af huset - som med en ”ikke-fin-i-kanten” manøvre endte hos Faderhuset - tvang politidirektøren til at sende politi på gaden. Hvad har al den tåbelige behandling af sagen ikke kostet af både menneskelige og økonomiske ressourcer gennem meningsløst smadrede huse, inventar, biler, arrestation af skyldige og uskyldige, udkommandering af politi med biler fra ind- og udland - og ikke mindst i det had der er oppisket mellem forskellige befolkningsgrupper? Flere medier med tv i spidsen har hjulpet godt til med studieværter, der med glød i øjnene ivrigt efterspurgte ”chance for mere ballade”! Med en brøkdel af disse ressourcer kunne der være etableret et andet aktivitetshus, og de unge kunne fortsat have dyrket deres interessser ligesom andre befolkningsgrupper gør det i kommunale ejendomme og på sportspladser.