Tågeforlygter bruges ulovligt

Brugen af tågeforlygter bliver mere og mere populær - og politiet har bemærket, at især unge mennesker bruger de kraftige lygter på ulovlig vis.

Carl Aage Christensen ser for mange, der bruger tågeforlygter forkert.Foto: Peter Langkilde

Carl Aage Christensen ser for mange, der bruger tågeforlygter forkert.Foto: Peter Langkilde

Ifølge færdselsloven må tågelygter kun anvendes i tåge og under kraftig nedbør; dog må de i dagtimerne også bruges som kørelys i stedet for det sædvanlige nærlys. Men et stigende antal bilister bryder loven ved at bruge tågelygterne døgnet rundt, uanset vejret. - Det er især de såkaldte Brian-typer. Altså dem, der synes, at bilen skal være smart og hurtig. Den bliver peppet op ved at køre med tågelygter og får et lidt bedre "look" ude i samfundet, siger politiassistent Carl Aage Christensen fra trafikafdelingen i Nordjyllands Politi. Han nævner, at der desuden findes to andre slags bilister, som typisk bliver afsløret med tågelygterne tændt på de helt forkerte tidspunkter: Dels bilister, der ikke kender reglerne for, hvornår man må bruge lygterne. Og dels de, der ikke kender bilens indretning - sidstnævnte er måske kommet til at trykke på en knap for et halvt år siden, og så har de ikke fået slukket igen. - Under alle omstændigheder er det et stort problem. I modsætning til nærlyset, der jo er asymmetrisk og lyser i højre side, er tågelygterne symmetriske. De lyser i hele bredden hen over vejen og har derfor en tendens til at blænde de modkørende, især hvis lygterne er justeret lidt for dårligt, siger Carl Aage Christensen og tilføjer: - Desuden har tågelygterne kun en rækkevidde på 30-40 meter frem foran køretøjet, så hvis man bruger dem som belysning, skal man indrette sin hastighed efter det. Altså måske kun 30-40 km/t, og det svarer jo ikke til det, der reelt bliver kørt.