Fodbold

Tålmodighed skal knække Herfølge

Herfølges tendens til at falde sammen mentalt skal udnyttes, siger cheftræner

AALBORG:En disciplineret indsats og tålmodigt arbejde skal sikre AaB sejren mod Herfølge i eftermiddag i Superligaen. AaB kommer med 4-0 over Randers sidste weekend i ryggen, mens Herfølge løb ind i en øretæve på 1-5 i Esbjerg. Den forskel, håber cheftræner Erik Hamrén, kommer til udtryk i dagens kamp. - Så længe Herfølge har chancen, er de gode og vil fighte. Men et hold, som ligger i bunden, går ofte ned, hvis man spiller hårdt mod dem og ikke giver dem bolden for meget. Det har vi set i Herfølges seneste kampe. De første 30 minutter mod Esbjerg spillede Herfølge godt og havde store muligheder for at score. Men det lykkedes ikke, i stedet scorer Esbjerg, og Herfølge falder sammen mentalt. Så det gælder om at have disciplin og tålmodighed, siger Erik Hamrén. Svenskeren er tvunget ud i ændringer på holdet, da den norske landsholdsspiller Trond Andersen sidder udenfor med en overbelastningsskade. - Det betyder, at andre skal ind og præstere. Sådan er livet. Det er sjældent, man kan gøre det samme kamp efter kamp, da der vil komme skader og karantæner, konstanterer cheftræneren, der lader ligge mellem linierne, at han kan finde på at diske op med en overraskelse i dagens startopstilling. Ekstra træning med dødbolde 4-0 sejren over Randers blev grundlagt på to mål af Michael Jakobsen efter dødbolde, og det planlægger AaB også at bruge som våben i Herfølge-kampen. Derfor var der ekstra øvelser i dødboldsituationer under lørdagens træning. - Vi har haft mange muligheder for at score efter dødbolde, men vi har ikke udnyttet dem. Derfor har vi trænet dem ekstra meget op til Herfølge-kampen, så vi bliver bedre på det punkt, siger Erik Hamrén. Inden dagens vitale kamp har AaB sat sig på fjerdepladsen i Superligaen, der er klubbens erklærede mål. Og det skal også være motivationsfaktor i eftermiddag, mener AaB's målmand Jimmy Nielsen. - Inden vi gik i gang med foråret, var vores målsætning at få en plads i top 4. Nu er vi deroppe, og så skal vi ikke give slip på den plads, siger AaB-keeperen. AaB har ikke leveret de bedste resultater i Superligaen på udebane mod Herfølge, hvor nordjyderne ikke har vundet siden maj 2001. Og risikoen for en ny skuffelse er til stede. - Jeg forventer, at vi kommer med den indstilling, som vi havde i søndags i Randers. Men der skal kæmpes 100 procent af alle mand. Ellers bliver det en vanskelig kamp. Vi ved, det er svært at møde hold, der ligger og kæmper for overlevelse, siger Jimmy Nielsen.