EMNER

Tålmodigheden opbrugt

AKTIVISTER Hvad gør man for om ikke ligefrem at få politikere i tale - men i hvert fald at få dem til at skride til handling til éns fordel? Skal man vælge at få gå ad de vante demokratiske kanaler? Eller skal man skabe så tilpas megen ballade, at politikere nærmest bliver ramt af en forpligtelse til at hoppe og springe i et forsøg på at undgå endnu mere ballade? Svaret ligger lige for, når det gælder de såkaldte aktivister i kredsen omkring det gennemført skandaleramte Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Mens ejerne af Ungdomshuset, den sekteriske frikirke Faderhuset, venter på, at politikere og politiet skal finde sammen om at få ryddet ejendommen på Vagtvej, så den eventuelt kan blive jævnet med jorden, har aktivisterne på det seneste været om muligt endnu mere optaget af at besætte en helt anden bygning i København, på Dortheavej 63 - en bygning, som efter et par hektiske døgn er blevet ryddet for knap 100 aktivister. Dét har på ingen måde fået arrangørerne til at opgive deres på enhver måde udemokratiske - og udenomsparlamentariske - forehavende. Tværtimod har et par talspersoner ved navn Anna og Mads meddelt en undrende og efterhånden ikke så lidt forstemt offentlighed, at man ikke vil nøjes med en bid af kagen, men snarere hele fadet. Og mere til: ”Vi vil beholde Jagtvej 69, vi vil have Dortheavej 63 og Brandstationen på Jagtvej 155D. Og vi vil have el, vand og varme. Det er ikke krav, vi stiller for at være flabede. Det er tvingende nødvendigt at have brugerstyrede huse”. Egentlig skulle man tro, at enhver form for utålmodighed efterhånden burde være opbrugt. Men af en eller anden grund har de uhyre - og uhyggeligt - bevidst voldsdyrkende elementer formået at få sat sig i respekt hos overborgmester Ritt Bjerregaard, som på den ene side har erklæret, at Københavns Kommune ingen forpligtelser har til at finde en erstatning for Jagtvej 69 - samtidig med at hun på den anden side bestemt ikke har været sen til at udpege snart den ene, snart den anden såkaldt egnede bygning. Men skal bølleoptøjer virkelig belønnes? Og hvis et eventuelt nyt ungdomshus ikke opstiller helt klare regler - regler, som tydeligvis ikke har eksisteret i Ungdomhuset - hvilken sikkerhed har kommunen så for at have opnået ro på området?