EMNER

Tåregas mod demonstranter

ATHEN:Politiet i Grækenlands hovedstad, Athen, har affyret tåregas mod en gruppe demonstranter samlet uden for finansministeriet for at protestere mod store offentlige besparelser. Demonstranterne, der fortrinsvis er støtter af Venstrekoalitionen, bar bannere med slogans rettet mod Den Internationale Valutafond (IMF). Grækenlands regering forhandler i disse dage om betingelserne for en redningspakke fra EU og IMF, der skal hjælpe landet gennem gældskrisen. Tidligere på dagen lød det fra de græske fagforeninger, at de vil holde nye demonstrationer i protest mod de ventede lønnedgange og andre besparelser, der er en del af den hestekur, regeringen har fremlagt. Premierminister George Papandreou mødtes torsdag med repræsentanter for fagforeningerne for at drøfte hjælpepakken og de upopulære tiltag fra regeringens side./ritzau/Reuters