Tårs bibliotek sælges i dag

Tårs menighedsråd overtager huset og vil bruge det til sognegård

TÅRS:Tårs menighedsråd skriver i dag under på skødet, der gør det til ejer af det tidligere Tårs Bibliotek på Vrejlev Klostervej. Menighedsrådet overtager det nu lukkede bibliotek pr. 1. oktober og vil bruge det som ny sognegård. Menighedsrådet har givet 1.350.000 kr. for biblioteket, som senere skal udbygges for at give endnu mere plads i sognegården. Bygningen er på cirka 250 kvm. Menighedsrådets formand, Thorvald Baggesen, kalder det en naturlig beslutning, at menighedsrådet køber bygningen, fordi den ligger lige op ad kirkediget. - Den skal supplere konfirmandsstuen og være et aktivitetshus for hele byen og sognet. Det skal ikke kun være kirkens folk, der bruger den. Vi forestiller os, at dagplejen også vil bruge det. Der bliver så få begrænsninger på brugen som muligt, siger Thorvald Baggesen. Rimeligt beløb - Vi har fået en ny sognegård for et rimeligt beløb med en mødesal til 100 mennesker. Det er ikke så dårligt. Det er en god start, siger Thorvald Baggesen. Menighedsrådet betragter købet som første etape i skabelsen af en helt ny sognegård. Om nogle år er det planen at bygge til sognegården. Hvornår det sker, kan Thorvald Baggesen ikke svare på. Det kommer blandt andet an på, hvornår udbygningsplanerne kan passes ind i provstiets økonomi. Thorvald Baggesen oplyser, at husets første etape står klar til brug i løbet af 2004. Han kan ikke sætte en præcis dato på indvielsen. Punktum for debat Med købet af det tidligere bibliotek sættes der punktum for den ophedede debat om lukning af biblioteket i fjor. Et byrådsflertal besluttede at lukke biblioteket og erstatte det med en bogbus som et led i budgetforliget. Nu forsvinder det sidste håb om, at biblioteket genåbnes. Thorvald Baggesen glæder sig over købet af det tidligere bibliotek, skønt han hellere havde set, at menighedsrådet oprindelige forslag om at bygge bibliotek og sognegård sammen var blevet til virkelighed. - Sådan skulle det ikke være. Vi må nu glæde os over en god sognegård, der bliver noget billigere end en helt ny, siger Thorvald Baggesen. Menighedsrådet har bedt arkitekt Erik Sørensen fra arkitektfirmaet Poul Brøgger i Fjellerad om at slå stregerne til husets nye indretning og til den senere udbygning. Arkitekten er kendt af menighedsrådet, idet han også var sat på opgaven med kirkens istandsættelse. Erik Sørensen er også manden bag stregerne til den nye sognegård i Vrå.