Taars skal have plet vasket af

TAARS: Det absolutte bundhold i kvindernes 1. division i håndbold fra RSU-Ringkøbing har blot hentet et enkelt point hidtil i sæsonen - på hjemmebane mod Taars. I eftermiddag mødes de i det nordjyske, og her skal pletten fra Ringkøbing vaskes grundigt væk, hvis det står til Taars-træner Jørgen Christensen. - Det er altafgørende for vores muligheder for at redde os fri af de tre direkte nedrykningspladser, at vi besejrer Ringkøbing, men jeg vil også betragte det som en katastrofe, hvis ikke vi er i stand til det. - Efter jul har vi blot fået et enkelt point i tre kampe, så vi er sultne efter at vinde, pointerer Taars-træneren, der kan stille med et mandskab i stærkeste opstilling. - Så der er ingen undskyldninger for ikke at besejre bundholdet. - En sejr over Ringkøbing vil i første omgang få os på afstand af de tre nedrykningspladser, og da vi ydermere har de andre bundhold VRI og Ajax på hjemmebane, bør vi være stærke nok til ikke at rykke direkte ud. - Næste trin er derefter også at undgå kvalifikationskampene, men i første omgang gælder det altså bare om endelig at vinde igen, siger Jørgen Christensen. jop