Håndbold

Taars trynet af Hjørring

Håndbold, 2. division, kvinder HF Hjørring - Taars Ugilt 25-16 (12-7) HF Hjørring: Pernille Haugaard 10, Pernille Holst 4, Jeanne Eg 3, Caroline Skovsgaard, Tina Hansen og Bolette Købstrup hver 2, Helle Møller, Kristina Lauersen 1. Taars Ugilt: Dianne Helledie 6, Louise Jensen 5, Majken Frederiksen 2, Iben Hornbæk, Helle Carlsen og Jeanet Mørch hver 1. HJØRRING: - Når man ikke kan udnytte sådan en matchbold, så fortjener man ikke at spille om oprykning. Det er rystende, at mine spillere ikke kunne sætte sig op til et lokalopgør, når det havde så stor betydning, siger en dybt skuffet Taars-træner Morten Holmen. HF Hjørring overraskede igen med sin anden sejr i træk. Det var forinden blot blevet til ét point i de første 17 kampe. - Hjørrings sejr var fortjent. Vi spillede ufatteligt ringe, og de kunne godt have vundet større. Det er et nederlag, der vil ærgre mig i nogle dage. Vi havde kun været ét point efter Horne KFUM med en sejr. Nu er de tre point foran, og det sætter de ikke over styr med blot to kampe igen, fortsætter Morten Holmen. Taars var uden topscorer Lone Rubæk, der er skadet. Det gjorde Taars til et anonymt hold. Samtidig spillede hjemmeholdets målvogter, Jytte Hansen, en meget stor kamp. Aalborg HK - Randers HK 14-21 (6-8) Aalborg HK: Ulla Kolding 4, Lene Bach 3, Tanja Kirketerp 2, Mette Sørensen 2, Hanne Amby, Karin Nielsen, Anne Funch 1. AALBORG: - Vi spillede den dårligste kamp angrebsmæssigt siden jul. Vores opspil var alt for langsomt, siger Aalborg HK's træner Jacob Ryttersgaard. - Det bliver - med to svære kampe igen mod Ikast og Taars - meget svært at komme væk fra nedrykningspladsen. Randers HK mødte ikke op med noget stærkt hold. Derfor er det ærgerligt, at vi spillede så dårlig en anden halvleg, tilføjer Jacob Ryttersgaard. I første halvleg var Randers foran med et par mål det meste af tiden. Efter pausen kom gæsterne hurtigt foran 13-8, og resten af halvlegen førte Randers HK med fem eller seks mål.-niss.