TAB Fortsat underskud i Magasin

KØBENHAVN:Stormagasinet Magasin kom ud af første halvår 2004 med et underskud før skat på 99,2 millioner kroner. Det er en forbedring i forhold til sidste år, hvor underskuddet var 185,5 millioner kroner. Driften af selskabet er forbedret med 20,8 millioner kroner på baggrund af driftsomlægninger, effektiviseringer og omkostningsbesparelser. Selvom der er tale om væsentlige forbedringer, er det ikke tilfredsstillende, hedder det i regnskabsmeddelelsen. Magasin har i øvrigt ændret vagtplanlægningen, så ekspedienterne i højere grad er tilstede, når presset fra kunder også er der. Samtidig har man indført en incitamentsaflønning til salgsmedarbejderne i håb om at forbedre servicen og dermed styrke omsætningen. Det sidste er dog ikke lykkes. Tværtimod har kunderne i første del af regnskabsåret lagt færre penge i Magasin end sidste år. Nettoomsætningen for perioden er faldet til 840 millioner kroner i forhold til en omsætning på 908 millioner for samme periode året før. Forventningen til hele året er fortsat et minus på mellem 75 og 125 millioner kroner før skat. /ritzau/