Tab ikke patientmobilitet

EU bestemmer ikke, hvilke behandlinger et land skal tilbyde sine borgere, eller hvor stor en del af BNP et land skal bruge på sit sundhedsvæsen. Det afgør medlemmerne suverænt selv.

Sundhed er ikke noget fællesanliggende og skal heller ikke være det. Men domme fra EF-Domstolen fra 1998 og frem tegner et billede af, at de enkelte sundhedsydelser ses som værende fuldstændig på linje med alle andre tjenesteydelser, og dem skal der som bekendt være fri bevægelighed for i EU’s indre marked jævnfør traktatens artikel 49. I praksis betyder, at man har ret til at søge behandling overalt i Unionen, hvis der er for lang ventetid i hjemlandet. Nationalstaterne snyder imidlertid borgerne for EU-rettigheder. De er mestre i at fortolke afgørelser fra EF-Domstolen restriktivt, og derefter skjuler de mulighederne. Men over skatten betaler vi et gebyr for at være med i Det Europæiske Fællesskab, så vi bør også høste fordelene. Først efter pres udsendte Sundhedsministeriet for nylig en opdateret bekendtgørelse, der giver mere klarhed over de muligheder, som følger af også de seneste EF-domme, herunder sundhedsydelser, der købes uden for hospitalerne. Alligevel er området vanskeligt at overskue. Kun den yderste spids af isbjerget, dér, hvor europæere har haft viden, overskud og kræfter til at gå til EF-Domstolen, har det udmøntet sig i en patientrettighed. I virkeligheden ligger mange flere chancer gemt i mørket. For at få styring på dette, men også for at skabe mere klarhed er der nu et direktiv på vej fra Europa-Kommissionen. Det ophæver patientstavnsbåndet, idet EU-borgerne får ret til at søge behandling i hele Unionen, hvis det går for langsomt i hjemlandet. Men det er vigtigt, at også patienterne er med til at bestemme, hvad en rimelig ventetid er. For takseres en rimelig ventetid til at være identisk med de ventetider, der er i hjemlandet, så fjernes i praksis retten til mobilitet. I EF-forordning 883/04 bruges den lidt elastiske formulering, at mobilitet kan komme på tale, hvis behandling ”ikke kan ydes inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den pågældende aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling.” En patient vil kunne få refunderet det, hans behandling koster hjemme. Er prisen i Danmark 50.000 kr., må patienten selv lægge 5.000 kr. oven i, hvis han vil til Frankrig, hvor operationen koster 55.000 kr. Der er ikke tale om en behandlingsgaranti, men alene om en ret til at søge et andet sted, offentligt eller privat, hvor der måtte være kapacitet. Der tages nationale hensyn. Ingen vil overhale hjemlandets egne borgere på ventelisterne, og hjemlandet skal kun betale for den slags behandlinger, det ellers tilbyder sine borgere. Fri bevægelighed kan ikke stå alene, men må følges op med information om muligheder og kvalitet. Og der skal være klageadgang og forsikringsmuligheder over grænserne. Dét skal der arbejdes meget mere på at få i orden. Det hjælper ikke, at man kan vælge frit, hvis man skal vælge i blinde og løbe store risici. Cirka en procent af vores sundhedsudgifter går i dag til behandling i udlandet, og dette ventes ikke at stige markant. Patienterne er tålmodige og kun lidt tilbøjelige til at bevæge sig udenlands. Og der er solstrålehistorier i det danske sundhedsvæsen, nemlig de nye kræftpakker, hvor behandlingerne ligger som perler på en snor. Idealet er ikke et EU, hvor borgerne flakker over grænser og shopper sundhed. Idealet er, at de enkelte lande alle har gode sundhedsvæsener. Men vi ved også, at dette nogle gange halter. Kvalitet og hastighed er ikke altid o.k., især ikke i monopoler. Derfor hilses EU-muligheden velkommen. Der skal altid være en kattelem, når det gælder noget så vigtigt som vores sundhed. Forårets konflikt på sundhedsområdet gør EU-direktivet ekstra påkrævet. Som formand for Patientforeningen Danmark og Landsforeningen mod Brystkræft har jeg erfaret, at behandling i udlandet kan forlænge og i nogle tilfælde redde liv. Halvskjulte EU-muligheder har betydet et velfærdstab. Også i en globaliseret verden skal der for danske borgere være fri og lige adgang til sundhedsydelser. Det kan give social slagside, da den mobile EU-patient ifølge direktivforslaget først kan få godtgjort sin udgift efter endt behandling. Ikke alle kan lægge ud. Derfor må de sociale myndigheder i nogle tilfælde give kortfristede lån eller betale direkte til det behandlende sygehus. Medlem af Europa-Parlamentet Karin Riis-Jørgensen (V), der ikke genopstiller til Europa-Parlamentet, er bekymret for, at direktivet om patientmobilitet kan falde på gulvet i løbet af de kommende års forhandlinger, for stærke kræfter er imod, at individer og ikke kun systemer har rettigheder. Men til hende og andre kan jeg sige, at bliver jeg valgt ind i Europa-Parlamentet, vil jeg kaste alle mine kræfter ind, så direktivet bliver så godt som overhovedet muligt for de 500 millioner EU-borgere, der fortjener en god sundhed.