Lokalpolitik

Tab på både gynger og karruseller

En søndag eftermiddag i august måned drog jeg i Tivoli Karolinelund med tre piger på 7 og 10 år. Pigerne havde snakket om, hvad vi skulle bruge dagen til.

Det var dejligt vejr, uden at det var varmt nok til en strandtur, så de fik snart den lyse idé, at en tivolitur lige var sagen. Pigerne blev udstyret med hver deres turbånd, hvor betalingen bliver afregnet efter højde. Der var gratis adgang for mormoderen, hvilket jo er et fantastisk tilbud, også hvis jeg en anden gang skulle få lyst til at slentre en tur gennem haven. Pigerne blev snart sluppet løs, og jeg fulgte med som det tynde øl fra forlystelse til forlystelse. Jeg havde god tid til at indsnuse atmosfæren og kigge på de andre tivoligæster. Med et turbånd på armen spiller det inden rolle, om man sætter sig i luftgyngerne fem gange, er igennem hurlumhejhuset otte gange, kører i radiobiler den ene halve time efter den anden eller bruger tid på småbørnsforlystelser som veteranbilerne, hoppeborgen eller kålormen. Pigerne fik prøvet det hele. Der var masser af plads, ingen ventetid og ingen trælse køer. Til gengæld var det måske heller ikke så sjovt. Indimellem stod de og overvejede lidt, om de nu også gad en tur til. Der var jo ikke rigtig andre end dem, og radiobilerne er nu sjovest, når der er trængsel og rigtig mange både at køre udenom og ind i. Rutsjebanen, som kun de store turde prøve, duer ligesom heller ikke, hvis man er alene om at skrige på op- og nedturene. Så bliver skrigene jo bare pinlige og ikke en del af festen. Selvfølgelig var der andre tivoligæster end os. Der var unge familier med små børn. Der var et par enlige fædre heldigvis med et par drenge på mine pigers alder, så der kunne blive lidt fest i gaden. Der var enkelte turister med teenagere, der så ud som om, de var kommet lidt forkert i byen. Og der var et gabende fravær af alt det, som tivoli burde være eller i det mindste var engang. Der var ingen grupper af unge, der grinede og morede sig, der var ingen kærestepar, der bare ville være i fred med hinanden, der var ingen voksne, der hyggede sig over en øl, et glas vin eller en kop kaffe, og der var ingen pensionister, der havde fundet sammen på bænkene for at sludre og nyde eftermiddagssolen. Pigerne havde ikke nogen dårlig søndag, og de sagde pænt tak, da vi kom hjem. Men jeg tror ikke, at de om mandagen fortalte i klassen, at de havde været med mormor i tivoli. Tivoli. Karolinelund oser af nostalgi, en svunden tid og en kultur, der ikke er levedygtig. Men Karolinelund skal leve. Da landets dygtigste forretningsmand på området gav op efter to år og et tab på flere millioner, ilede byrådet til. Først og fremmest med troen på, at et kommunaldrevet tivoli ville kunne skabe udvikling og vækst, men dernæst også med den ene million i tilskud efter den anden. Karolinelund er en del af Aalborgs kultur og skal derfor bevares. Som en byrådspolitiker har udtrykt det, ”der er i tusindvis af par, der har mødt hinanden i Karolinelund, så den kan vi ikke nedlægge” Vel er det rigtigt, at mange konfirmander har fået deres første oplevelser med det andet køn på deres blå mandag i Karolinelund, men tror man, at de derfor strømmer til år efter år med deres voksende flok af børn og børnebørn, så gør man sig skyldig i en total mangel på forståelse for moderne familiers interesser og behov. Familier i dag holder ferie sommer, efterår, jul, vinter og påske. De rejser til storbyer, badesteder og skisportsområder. De opsøger alverdens oplevelser. De besøger forlystelsesparker i både ind- og udland. Og er der en sommersøndag i overskud, tager de til Fårup Sommerland med madkurv og pølser til grillen, og oplever en familiedag med tilbud, der i langt højere grad end Karolinelund modsvarer børn og voksnes behov. Byrådet har allerede postet millioner i Karolinelund, og det vil i de kommende år kun blive værre. Det klogeste, man kan gøre, er at indse, at Karolinelund hører en svunden tid til. Luk forlystelserne og omdan haven til en dejlig grøn og blomstrende oase midt i byens centrum. Skab en park, hvor man har lyst til at slå sig ned. Og sæt så bare en dejlig musikscene op, så der er mulighed for populære musikarrangementer for folk i alle aldre. Så kan haven blive et aktiv, der spiller sammen med by-livet, med havnefronten og med Nordkraft. Og brug så millionerne til bedre formål. At lade millionerne bliver ved med at rulle direkte fra kommunekassen til Karolinelund, det er at sætte til på gyngerne, hvad man taber på karrusellerne. Men det er man måske ligeglad med i Aalborg? Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.