Tabte en plade hash ved toget
Der kan ske meget i forvirringen når man skal med et tog på banegården.

Hash findes i plader som man kan tabe. Arkivfoto: Lars Pauli
En 29-årig mand fra Dronninglund har nok ærgret sig, da han fredag formiddag tabte en plade hash på 80 gram, idet han steg på det sydgående tog på Hjørring Banegård. Han opdagede ikke med det samme, at han havde tabt hashen, men det var der andre der gjorde. "Finderen" kontaktede politiet og vedkommende kunne også give et signalement af manden, der havde tabt hashen. Så da den 29-årige mand ankom til Lindholm Station var der en varm velkomst i form af en politipatrulje. Den 29-årige blev anholdt og på hans adresse i Dronninglund fandt politiet yderligere 17 gram hash. Han er nu sigtet for besiddelse af stoffer med videresalg for øje. Narkofangst Det blev i øvrigt en weekend, hvor der var narkofangst i både Løkken og Hjørring. Ved en teknofest på Action House Løkken var der to små sager med beslaglæggelse af amfetamin. I Jernbanegade i Hjørring blev der beslaglagt små mængder kokain lørdag og søndag. En 26-årig mand fra Hjørring var i besiddelse af 1,1 gram kokain, og hos en 19-årig frederikshavner blev der fundet 0,4 gram kokain.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.