Tabte lokalopgør

Birkelse IF's serie 2 fodboldhold fik en dårlig start på den nye fodboldsæson, da holdet tabte 4-0 i lokalopgøret til Jetsmarks reserver til 2. divisionsholdet. Kampen var samtidig den første kamp i Spar Nord Cup, hvor Birkelse, Jetsmark og Aabybro har en intern turnering i serie 2-kredsen. - Vi lavede fire fejl, som Jetsmark straffede prompte. Kan de holde den stil, de viste mod os, i de kommende kampe, er de favorit til at vinde rækken. De vil være en klasse over de andre hold i rækken, siger Birkelses træner, Kurt Larsen. - I 1. halvleg havde vi tre store chancer, som vi skulle have scoret på, men i stedet for slog Jetsmark contra og scorede til 1-0 kort før pausen. I anden halvleg lavede vi tre nye fejl og det udnyttede Jetsmark med det samme, siger træneren. Birkelse får lørdag mulighed for at revanchere sig, når holdet spiller et nyt lokalopgør, på hjemmebane mod Aabybro. BIERSTED Drømmestart i serie 3 Biersted IF's fodboldhold i serie fik en drømmestart på den nye sæson med en sejr på 5-0 ude over Vestbjergs nyoprykkede serie 3-hold. Vestbjerg, der ellers var suveræne sidste år i serie 4, blev spillet ud af egen bane af et utrolig veloplagt Biersted-hold. Veteranen Lars Russer Nielsen scorede til 1-0 efter 25 minutter på frispark. Det blev 2-0 kun tre minutter senere, da Kim Nielsen sparkede et indlæg fra Jon Bach i nettet, og 10 gyldne minutter sluttede med 3-0, da Jon Bach var på plads og sparkede en ripost i nettet. I anden halvleg kunne debutterende Claus Sørensen score til 4-0 efter oplæg fra Jacob Larsen, og Kim Nielsen scorede Biersteds sidste mål til 5-0 kort før tid. NØRHALNE Tabte tæt kamp Skulle et af holdene vinde, var det i orden, at Saltum vandt 2-1 i oprykker-opgøret i serie 3, mener Fremad Nørhalnes nye træner, Peter Lauritsen. - Det var en ægte sæsonpremiere med mange fejlafleveringer og tilfældigheder, siger han. Saltum sad på starten af kampen og kom foran efter hjørnespark efter 11 minutter. Nørhalne fik kæmpet sig ind i kampen og havde sidst i halvlegen et godt forsøg ved Morten Pedersen, men Saltum-målmanden reddede flot. - I pausen ændrede vi vores defensive formation, og det hjalp gevaldigt, siger Peter Lauritsen. Nørhalne fik udlignet efter 52 minutter ved Morten Marklund efter hjørnespark Otte minutter senere scorede Saltum sejrsmålet. Kort efter fik Nørhalnes Allan Brobak og Morten Pedersen begge gule kort, alligevel havde begge hold gode chancer, men forsøget fra Nørhalnes Benny Jensen blev reddet. Der var debut til Franz Holmberg, tidligere Skalborg, og Kenneth Andreasen, der er kommet fra Læsø, og han var Nørhalnes bedste mand. GJØL Oprykkere sejrede Gjøl GB's nyoprykkede serie 4-fodboldhold fik en flot start på den nye sæson, da holdet vandt 2-0 over Brovst. Efter en tæt første halvleg fik Gjøl en ønskestart på anden halvleg, da Peter Hansen blev fældet, og på straffesparket scorede Kenneth Svendsen. Et kvarter før tid kunne Ole Breumlund afdrible et par Brovst-spillere og derefter flugte bolden i nettet. - En ønskestart for os. Udover det altid er vigtigt at vinde den første kamp, så spillede vi godt, og det lover godt for sæsonen, siger Gjøls træner, Niels Jørgen Nielsen.