Aarhus

Tabte trods god indsats

Nedrykningsslutspil 1. division, damer ASV Århus - Shima Nørresundby 3-0 Sætcifre: 25-20, 25-23, 25-13 ÅRHUS: Trods nederlaget blev indsatsen af Shima-damerne godkendt, da både indstilling og spillet var mange gange bedre end i sidste weekend mod Varde. Således kæmpede gæsterne for chancen lige fra starten og godt anført af Shima's centerspiller Sasja Steinov, der fangede mange svære bolde i forsvaret og tog masser af ansvar undervejs, blev hjemmeholdet presset hårdt i de to første sæt. Kampen blev spillet i et meget højt tempo og det var sandsynligvis det, der gjorde udslaget til sidst. Således var ASV-holdet særdeles godt spillende og med elleve spillere ialt var bredden i orden. Specielt i andet sæt var Shima tæt på at vinde men nu vandt hjemmeholdet istedet så knebent som muligt og det afgjorte reelt kampen, da gæsterne mere og mere mistede pusten som tredje sæt skred frem. Derfor blev det til en sikker sejr på 25-13 til ASV og dermed var den kamp afgjort.