Tabu om selvskade skal brydes én gang for alle

Lørdag 15. april sælger og signerer Peter Solberg Dirksen sin nye ungdomsroman Cutter fra Skagen Boghandel.
Lørdag 15. april sælger og signerer Peter Solberg Dirksen sin nye ungdomsroman Cutter fra Skagen Boghandel.

Lørdag 15. april sælger og signerer Peter Solberg Dirksen sin nye ungdomsroman Cutter fra Skagen Boghandel i hele butikkens åbningstid.

Og alle indtægter fra Cutter går til at hjælpe unge med selvskade blandt andet gennem LMS.

Anne Minor Christensen, formand i LMS fortæller:

- Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade oplever, at stadig flere unge søger hjælp hos os, fordi de skader sig selv. Selvskade er blevet et samfundsproblem, som vi bør tage alvorligt. Undersøgelser viser, at hver 5. ung i 9. klasse og gymnasiet har skadet sig selv mindst en gang. Det gør de fordi de har ondt i livet og vælger selvskaden som en måde at håndtere de svære følelser. Derfor er det vigtigt, at der bliver sat fokus på de udfordringer som unge oplever i dag. Og det gør denne bog på en medrivende måde. Peter Solberg Dirksen har med bogen "Cutter" på en troværdig måde skildret en fortælling, som er med til at iscenesætte nogle af de udfordringer, vi ser mange unge kæmper med. Cutter har en vigtig stemme, der skal høres og læses.

Cutter udkommer officielt torsdag 6. april.

Bogen skildrer en teenagepige, som skader sig selv. Ungdomsromanen sætter fokus på selvskade og kærlighed i det bittersøde teenageliv og fortæller ærligt historien om at blive i troen på, at det fine, skrøbelige og sårbare en dag vil sejre over det onde og selvdestruktive.

Fortællingen bygger på virkelige hændelser og baserer sig på forfatteren Peter Solberg Dirksen og hans families oplevelser med en tysk udvekslingsstudent, som de havde boende i et år:

- Jeg har på egen krop erfaret selvskadens ødelæggende konsekvenser, og hvordan man som pårørende desperat og magtesløst må konstatere, at man ikke alene kan nå helt ind i den unges hjerte. Så da sidste punktum i Cutter blev sat, var det tydeligt for mig, at jeg ville gøre en forskel på et helt andet niveau. Derfor vil jeg med min bog støtte LMS, så vi i fællesskab kan bryde den negative udvikling, hvor stadig flere unge udøver selvskade, fortæller forfatteren.

- Jeg har dels skrevet Cutter for at bearbejde min egen sorg og smerte og dels for at hjælpe andre gennem deres. Jeg håber og tror, at Cutter kan være med til at skabe opmærksomhed om selvskade og bryde tabuerne, for eksempel ved at bruge bogen som undervisningsmateriale i skolen og ved at fortælle de mange familier, der står midt i orkanens øje, at de ikke er alene. Mit håb er også, at forældre kan bruge bogen som anledning til at tale om selvskade med deres børn, uden direkte at adressere deres eget barn, forklarer Peter Solberg Dirksen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden