Tæl og find dit abbonement

Ved du, hvor mange minutter du i snit taler fra din fastlinietelefon om dagen? Fra mobilen? Hvor mange sms’er du sender om ugen? Det gør nok de færreste, men det er nødvendig viden, hvis man skal have gavn af Telestyrelsens rigtig gode guide over fastlinie- og mobiltelefonabonnementer. Guiden finder på få sekunder frem til den teleoperatør, der kan levere lige det produkt, som du har brug for, billigst. Klip skemaet ud, og udfyld det dag for dag med dine telefonminutter fra både fastnet- og mobiltelefonen. Husk også hver dag at skrive ned, hvor mange sms’er du har sendt. Når ugen er omme, lægger du minutterne sammen og dividerer med syv. Så har du gennemsnitstallet for dit daglige telefonforbrug. På telestyrelsens internetside www.teleprisguide.dk taster du de indsamlede oplysninger ind og vupti - den billigste teleløsning for netop dit forbrug dukker op øverst på listen. Derfra kan du klikke videre til den enkelte operatørs hjemmeside og studere tilbuddet nærmere.