Fodbold

Tælleapparaterne snurrer

Point, placering og penge følges ad hos Superligaens tophold i fodbold, AaB

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

AaB-topscorer Rade Prica i en duel med en Brøndby-spiller i lørdagens topopgør, der sluttede 1-1.Foto: Torben Hansen

AALBORG:Tingene har en naturlig sammenhæng: Gode resultater og en placering i toppen er lig med større tilskuerinteresse. Og flere penge i kassen. Den tese kan man bekræfte hos Superligaens tophold i fodbold, AaB, som atter kan notere femcifrede tilskuertal til sine hjemmekampe på Aalborg Stadion, efter at tallene de forgående år har været mere ydmyge. Den øjeblikkelige førsteplads efter otte runder har gjort AaB attraktiv at se igen, og selv om de fire første hjemmekampe kun har indbefattet en modstander af de traditionelt mest attraktive for tilskuerne, Brøndby, så er AaB alligevel tæt på 10.000 i gennemsnit, efter besøg af hold som Viborg, Vejle og Randers i de tre første opgør. 9.944 er det nøjagtige gennemsnit, og det tal stiger til over 10.000 på søndag, når OB kommer på besøg, for AaB’s salgssteder kan allerede fire dage før den kamp melde, at der er solgt 10.000 billetter til det, der bliver endnu et topopgør, idet fynboerne kommer som tabellens nummer tre. Og fortsætter søgningen til billetsalgsstederne, så kan det blive den mest velbesøgte kamp AaB-OB nogensinde, idet rekorden i 19 tilsvarende opgør er 11.200. Det antal troppede op såvel i oktober 1994 som i juni 1995, da AaB var på vej til sin første af to danske mesterskabstitler, vundet i netop 1995 og i 1999. Støt opadgående Tilskuertallene til denne sæsons første fire kampe på Aalborg Stadion har været støt opadgående, med 8.015 mod Viborg, derpå 8.384 mod Vejle og 9.496 mod Randers, hvorpå topbraget mod Brøndby samlede 13.882, på trods af direkte tv-transmission. Det tal formår kampen mod OB næppe at matche, men kommer der blot 10.223, så er gennemsnittet til de fem første kampe oppe på 10.000 - og det tal kan eksempelvis måles mod snittet for forgående sæson: 7.886. Der er således tale om en stigning, der ligger på omkring 25 procent - naturligvis ikke med garanti for, at det holder sig på det niveau sæsonen ud, men alligevel en indikation af, at fodboldfeberen atter har tag i nordjyderne, og at man er tilfreds med det, man for tiden ser på Aalborg Stadion, og som foreløbig er udmøntet i tre AaB-sejre og en uafgjort kamp. AaB’s sportsdirektør Lynge Jacobsen siger, at man har kalkuleret med godt 8.000 tilskuere i snit, men han vil ikke give et bud på, hvor meget økonomi, der er ekstra i de aktuelle tal. Et speget regnestykke - Vort klaver spiller på flere måder, for jo flere besøgende, jo mere personale skal vi have på. - Vi har også aftaler med samarbejdsklubber og med skoler, som får billetter, men det er da logisk, at jo flere tilskuere, der kommer, jo mere tjener vi, og for tiden får vi da et gevaldigt plus på økonomidelen. - Jeg har altid haft det sådan, at - bortset fra hjemme - så er der ingen steder, det er rarere at være, end på et fyldt Aalborg Stadion, og hvis vi er ved at få fat i noget der, så vil det kun glæde mig. - Der er steder i udlandet, hvor klubber, som ikke har været i nærheden af mesterskab eller titler i 20 sæsoner, år efter år samler stort set fuldt hus til deres hjemmekampe. - Jeg tror, det har noget med kultur at gøre. Men vi skal naturligvis heller ikke se bort fra sammenhængen mellem resultaterne og tilskuertallene. Lynge Jacobsen siger i øvrigt om en sammenligning af tilskuergennemsnit år for år, at man kan have nogle indikatorer i betragtning. Da den danske Superliga-turnering foregår på den måde, at man møder hvert hold tre gange, får man ulige antal ude- og hjemmekampe mod de enkelte modstandere. - I en sæson, hvor vi for eksempel har to hjemmekampe mod såvel Brøndby som FCK, får vi automatisk et ”overskud” af tilskuere, for de kampe trækker rundt regnet 12.000 i snit. - Men når vi, som i fjor, skal afvikle en hjemmekamp lørdag eftermiddag mod FC Nordsjælland, samtidig med at der er fuld gang i seriebolden rundt om i landsdelen, så suser vi ned på 4.000, så det handler i høj grad også om, hvilke hjemmekampe, du får, og hvornår de skal spilles.