Tænderne tjekkes i nybyggeri

Rammerne er nye, men pædagogikken er den samme gode gamle, lød det rosende fra børne- og kulturudvalgets formand

HOBRO:3700 børn og unge i Hobro Kommune må nu sætte kursen mod Søndre Skoles gamle skolegård ved Christiansgade, når de skal have set bisserne efter for huller. Også 100 ældre under omsorgstandplejen skal i tandlægestolen her. Hobro Kommunes nybyggede tandklinik blev i går indviet af tandlæger, politikere, embedsmænd og håndværkere. Den nye tandklinik ved Søndre Skole på 480 kvadratmeter er det synlige resultatet af en politisk beslutning om at samle al tandplejen i Hobro Kommune på ét sted. Onsild Skoles klinik er for længst lukket, og snart følger den på Rosendalskolen. Klinikken på Søndre Skole, der lå på øverste etage ud mod Christiansgade, er blevet inddraget i forbindelse med ombygningen af skolen. Byggeriet var først beregnet til at koste Hobro Kommune fire millioner kroner, men budgettet skred, blandt andet fordi grunden skulle piloteres, så den færdige klinik står kommunen i 5,7 millioner kroner. Klinikchef Kirsten Andersen rettede en særlig tak til formand for børne- og kulturudvalget Jan Hviid (V), der under hele forløbet har kæmpet bravt for klinikken og har vist personalet stor tillid. De nye lokaler er både lyse, åbne og overskuelige. I stueetagen er der reception, et venteareal med plads til en hel skoleklasse samt fire moderne udstyrede behandlingsklinikker. Førstesalen er helliget det forebyggende arbejde. Der er et tandbørsterum, hvor skoleelever kan lære at gøre livet surt for Karius og Baktus, og der er lokaler til sundhedsplejerske og skolelæge. Stolt formand Børne- og kulturudvalgsformand Jan Hviid var benovet og lidt stolt over den nye bygning. Han erkendte, at det ikke havde været særlig populært at lukke klinikkerne i Onsild og Hørby, men omvendt var han sikker på, at beslutningen om at centralisere i Hobro var rigtig. - Vi får samlet tre klinikker i et flot nyt byggeri, vi får skabt nye muligheder for samarbejde, og vi har fået nyt udstyr, så tandlægerne ikke skal til Den Gamle By i Århus for at finde reservedele. Jeg er sikker på, at vi får en arbejdsplads, hvor folk er så glade for at komme, at det bliver svært at få dem til at gå hjem igen! lød det fra Jan Hviid. Rammerne er nye, men pædagogikken er heldigvis den samme, sagde udvalgsformanden, som på nærmeste hold har oplevet, hvor dygtigt personalet er. Da den ene af hans døtre var 11 år skulle hun have hevet to tænder ud, og faderen var temmelig betænkelig og ville gerne følge hende til klinikken. Det ville datteren ikke høre tale om, hun tog alene afsted, dog udstyret med en mobiltelefon så hun kunne ringe hjem til far, hvis det blev nødvendigt - det gjorde det ikke. Da datteren kom hjem, kunne hun glædesstrålende fortælle, at hun havde fået hevet en tand ud. Hun ville ikke have begge tænder hevet ud samtidig, for så kunne hun nemlig få fri fra skole to gange! Jan Hviid synes, det er rosværdigt, at tandlægerne formår at gøre børnene så trygge og tillidsfulde, at et tandlægebesøg ikke er noget, man frygter, men derimod ser frem til.