Børnepasning

Tænk dig om, før du slår

Hurtighunden og Stop op-sneglen er blevet nye kæledækker i en lang række børnehaver og skoler. De to hånddukker er en del af Trin for Trin-programmet, der som sit klare mål har at lære børnene at forstå egne og andres følelser. Og at stoppe op, før aggres

Stop op, tænk dig om, lad være med at slå. Pædagog Gitte Werther kan ligefrem se, hvordan tankerne kværner igennem hovedet på den femårige, der er vred på kammeraten, men alligevel besinder sig, før den umiddelbare trang til at give ham et skub og stikke af med legetøjsridderen får frit løb. Måske er den femårige vant til at tænke sig om, før følelsen af vrede løber helt af med ham. Måske er besindelsen et resultat af det målrettede arbejde med programmet Trin for Trin, som børnehaven i det københavnske nordvestkvarter har kørt. Med succes. - Jeg kan se, at det virker. Trin for Trin appellerer til børnene, de er fanget med det samme, når vi arbejder med det. Det er som at slå en streng an i dem, der har ventet på, at blive slået an, siger Gitte Werther, der ellers var ret skeptisk, da børnehaven købte noget så fjernt for danske pædagogiske traditioner som et stringent amerikansk program, der i meget faste rammer arbejder med at udvikle selv helt små børns sociale kompetencer. - Jeg er jo ikke vant til at sidde som en anden skolelærer og helt bevidst styre børnenes tanker i én retning. Det ligger fjernt fra den pædagogik, vi normalt praktiserer, men nu ser jeg det som en hjælp. Børn vil gerne snakke om følelser, og i Trin for Trin arbejder man med situationer og følelser, som alle børn har oplevet. De har alle sammen prøvet at være kede af det, fordi de ikke er med i legen, eller vrede over at nogen har taget deres legetøj, eller er kommet til at køre ind i dem på cyklen. I dag hører jeg faktisk børn her på legepladsen, der siger undskyld, jeg kom til at køre ind i dig, det var ikke med vilje. Børnene har købt det lige med det samme, siger Gitte Werther. Hver vores følelser Trin for Trin består i børnehavesammenhæng af to hånddukker, Hurtighunden og Stop op-sneglen, en række fotoplancher med situationer børnene kan genkende, et bånd med sange, et par plakater og til pædagogen en manual, der meget konkret beskriver, hvordan man gennemspiller og taler om de følelser, plancherne og dukkerne repræsenterer. Den larmende Hurtighund vækker latter og genkendelse, når den farer vildt og voldsomt frem og tromler omgivelserne. Stop op-sneglen maner til besindighed: stop op, tænk dig om, mærk efter hvordan du har det . De fleste børn kan genkende begge karakterer - i sig selv eller kammeraterne. Fra en af fotoplancherne kigger Jonas betuttet ned fra træet, han sammen med Martin er kravlet op i. Martin skraldgriner på billedet, der giver bolden op til en snak om, at man kan se på de to drenge, at den ene er bange og måske lidt ked af det, mens den anden synes, det er herligt at bestige træet. Begges følelser er ok. - Små børn tror ofte, at alle har de samme følelser som dem selv. Fordi billederne er neutrale og ikke illustrerer børn, de kender fra hverdagen, kan vi snakke om, at ikke alle har det på samme måde, og at man ofte kan se på folk, om de er kede af det eller glade. En anden genkendelig situation er den fra sandkassen, hvor to børn leger sammen, mens en tredje står udenfor og kigger. Man kan se, at han godt vil være med i legen. Så spørger jeg børnene, om de synes, han skal gå hen og sparke til deres sandleg? Børnene kommer med forsalg til, hvordan konflikten kan løses, og jeg skriver forslagene op på en tavle. Selv om man ikke kan læse, betyder det noget, at mit forslag står der. At der er nogen, der har lyttet og taget det alvorligt. Det er tydeligt, at pigerne har lettest ved at tale om følelser, for drengene er det sværere, men de er bestemt også fangede af snakken, siger Gitte Werther, der en halv time om ugen kører Trin for Trin med en mindre gruppe børn mellem 4 1/2 og 6 år. Danske forhold På Center for Social & Emotionel Læring, der har fundet Trin for Trin i USA og bearbejdet det, så det relaterer sig til det danske samfund, har Bente Lindhard fået masser af positive tilbagemeldinger fra pædagoger og lærere, der arbejder med systemet. Omkring 40 procent af børnehaverne og 70 procent af skolerne har indkøbt Trin for Trin, som kan tilpasses børn op til ti år. - De lærere og pædagoger, jeg taler med, siger, at de faktisk kan mærke forskel. Børnene bliver mere opmærksomme på egne og andres følelser og lærer at tænke sig om, før de bare styrter derudaf. Børn har mange følelser i kroppen, det kan være godt at få sat ord på dem. I den amerikanske version har man fokuseret meget på vold. Det har vi pillet ud, for vi lever ikke i et samfund, der ligner det amerikanske, men vi har stadig fokus på impulskontrol og evnen til at håndtere aggression. Det er i orden at lære at tage det roligt og at bruge sin sunde fornuft, siger Bente Lindhard, der godt kender reaktionerne på det amerikanske system, men i dag overvejende får tilbagemeldinger om, at Trin for Trin er et meget godt materiale, som der er brug for. Danske pædagoger og lærere er simpelthen glade for et program, der struktureret og langsigtet tager fat om problemerne med impulsstyrede jeg-børn, der ofte sætter sig selv før andre. Spilleregler - Trin for Trin giver børnene nogle spilleregler for omgangen med andre og åbner øjnene for, at enhver situation udvikler sig afhængigt af kommunikationen. Der er forskel på, at sige, at du er også bare så dum, fordi du gør sådan og på at sige jeg bliver ked af det, når du gør sådan. Man kan bruge sit sprog på mange måder, og lige som der ikke er noget underligt i, at vi lærer børn at læse og regne, er der heller ikke noget underligt i, at vi lærer dem om følelser. I dag er der jo ingen legekammerater på vejen, hvor man kan få filet sig selv og hinanden af. Ikke fordi jeg tror, at alt var ideelt før i tiden, hvor man altid lige kunne løbe hjem til mor, så må vi konstatere, at børn i dag mangler at lære disse ting. Forældre er på arbejde mange timer hver dag, og kan derfor ikke alene nå at lære børnene sociale kompetencer. Derfor er der behov for også at lære spilleregler og konfliktløsning andre steder, siger Bente Lindhard, der en dag fra sit vindue hørte en flok piger skændes om legen, ind til en af dem foreslog hvorfor gør vi ikke bare, som vi har lært i Trin for Trin?