Tænk hvis de andre tænker grimt om mig

For de op mod syv procent af danskerne, der lider af socialfobi, kan den daglige frokostpause være en svær belastning. Det skyldes bl. a. usikkerhed om, hvad der skal tales om

Folk med socialfobi vil forsøge at undgå socialt samvær med andre - for eksempel de daglige samtaler med kollegerne, når der er pause. Det betyder, at de kan virke indelukkede og arrogante.Foto: Jupiterimages/Polfoto

Folk med socialfobi vil forsøge at undgå socialt samvær med andre - for eksempel de daglige samtaler med kollegerne, når der er pause. Det betyder, at de kan virke indelukkede og arrogante.Foto: Jupiterimages/Polfoto

For de fleste mennesker er den daglige tur i indkøbscentret eller samtalen med kollegerne over frokostbordet ikke noget, der skaber hverken angst eller nervøsitet. Det er blot naturlige elementer i en hverdag, hvor det at omgås andre personer er en helt naturlig ting. Sådan er det dog langt fra alle, der har det. Op mod syv procent af befolkningen lider af socialfobi, der gør, at de er bange for omgivelsernes reaktioner på deres opførsel. Det fortæller Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri. - Folk, der lider af socialfobi, er bange for, at andre skal kunne se på dem, at de er nervøse. Det kan betyde, at de er bange for at rødme, ryste på hænder, svede eller på anden måde er bange for, at deres krop skal afsløre deres nervøsitet. De er bange for, at andre vil tænke dårligt om dem, hvis de ser, man er nervøs, siger hun. Frygten for andres reaktioner gør, at folk med socialfobi vil forsøge at undgå socialt samvær som for eksempel de daglige samtaler med kollegerne, når der er pause. Det gør, at de kan komme til at virke indelukkede og arrogante, fordi de isolerer sig for at beskytte dem selv for omverdenen. - Mange af os arver en krop, der let reagerer på, hvad der sker i omgivelserne. Ved socialfobi har man til dels arvet en krop, der meget let reagerer, når der kommer fremmede - en krop, der konstant er på vagt over for trusler. I vores samfund er det blevet en norm, at man ikke skal være frygtsom, og derfor vil alle med disse reaktioner opleve sig forkerte og tænke, at de skal skjule den måde, de har det på, siger hun. Daglig pinsel Man vil sjældent kunne se på folk, at de lider af socialfobi. Det er mennesker i alle mulige slags stillinger fra de højeste til mere almindelige jobs. Mange vil være meget perfektionistiske for at sikre sig, at ingen skal tænke negativt om dem. For folk med socialfobi er det sjældent jobbet i sig selv, der er problemet. Det er derimod de ustrukturerede situationer med almindeligt socialt samvær, der er pinefulde. Folk med socialfobi kan til tider virke arrogante, fordi de helst undgår socialt samvær og i øvrigt ikke er gode til at smalltalke. Den helt store prøve vil ofte være den daglige frokostpause. - Vi lever i en kultur, hvor det er in at komme hinanden ved. For folk med socialfobi kan det være enormt angstfremkaldende at spise frokost med andre, fordi de ikke på forhånd ved præcist, hvad der kommer til at foregå, og hvad samtalen kommer til at dreje sig om. Det kan også være en belastning at skulle spise frokost sammen med chefen, for hvad vil han ikke tænke om en, siger Marianne Breds Geoffroy. Stemplet som alkoholiker Det er ikke kun samværet med kolleger og bekendte, der volder problemer for folk med socialfobi. Også tanker om fremmede folks reaktioner på ens opførsel og væremåde, kan virke angstfremkaldende. For eksempel kan et almindeligt restaurantbesøg virke som en uoverkommelig opgave, fordi kroppen har en tendens til at overreagere, når der sker for meget på en gang. - Folk med socialfobi vil ofte begynde at ryste på hænderne i uvante omgivelser, fordi de er nervøse. Det medfører så for eksempel, at de er bange for, at folk vil tro, de er alkoholikere, siger hun. Den kropslige tendens til at overreagere kan ikke kureres helt, men problemet kan mindskes ved brug af psykologisk samtalebehandling og/eller med lykkepiller. - De fleste voksne har det sådan, at de gerne vil hjælpe en person, der har det svært, og de tænker ikke nødvendigvis ondt om en, bare fordi man ryster på hænderne eller har svært ved at formulere sig. Hvis en foredragsholder for eksempel har svært ved at finde de rigtige ord, fordi han er nervøs, er det ikke sådan, at folk afskriver ham af den grund. Hvis ellers indholdet i hans tale er i orden, vil tilhørerne bakke foredragsholderen op. Mange vil umiddelbart kunne genkende, at vi mentalt skifter tankestil som voksne og er meget mere rummelige og empatiske over for mennesker, der for eksempel er generte og hæmmede, siger hun. Hvis folk med socialfobi begynder at forstå den tankegang, kan det være med til at løsne op for den onde cirkel, de er havnet i. De skal forsøge at acceptere, at det er i orden at ryste på hænderne, og at der muligvis er nogle, der vil tænke ondt om dem, men at de ikke kan kontrollere, hvad alle går og tænker. Den indre røgalarm Ud over kognitiv adfærdsterapi kan folk med socialfobi også få det bedre ved at tage lykkepiller. - Jeg plejer at bruge billedet med røgalarmen i loftet. En røgalarm skal ikke bippe før der er ild i askebægeret. Mennesker, der er disponeret for angst, er født med en røgalarm, der bipper, bare man stryger en tændstik. Med andre ord har man et alarmsystem, der er for følsomt. Lykkepiller mod angst virker ved at dæmpe overfølsomheden i ens kamp/flugt system, så man ikke bliver så belastet hele tiden, siger Marianne Breds Geoffroy. Det modsatte køn En særlig form for socialfobi er specifik socialfobi, hvor det kun er en enkelt situation, der udløser angsten. Det kan for eksempel være angst for at skrive, mens andre ser på, angst for at holde tale eller angsten for det modsatte køn. Specifik socialfobi kan skyldes en hændelse hvor man reelt har oplevet at blive holdt for nar, eller hvor man har dummet sig over for andre, og hvor det "sætter sig" i en, så man bliver ved med at frygte, at den slags skal ske igen. - Hvis man for eksempel har haft en utrolig dårlig oplevelse, hvor man følte at man blev til grin over for det modsatte køn, kan det påvirke lignende situationer i fremtiden, hvilket selvsagt vil mindske ens mulighed for at få sig en kæreste eller en familie, siger hun.