Forurening

Tænk logisk

Af Mogens Hedegaard Thomsen Enghavevej 23, 9000 Aalborg mogens@hedegaard-thomsen.dk FORBINDELSE: Vejdirektoratet har udarbejdet en VVM-rapport (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Det er meningen at rapporten skal medvirke til vores stillingtagen til en 3. Limfjords-forbindelse. Vurdering kan betyde et skøn, et overslag, et gæt eller en bedømmelse (subjektivt). Mange af oplysningerne i rapporten er altså ikke konkrete - de er kun et skøn. Kan det bruges - eller har vi noget, der er bedre? Jo - mange af os har da vores sunde fornuft i behold. Skeler man samtidig til det konkrete i rapporten burde det være nemt at tage stilling. Hvis det kniber, kan det måske skyldes at det er det en gang politisk fusk at "fyre" høringsrunden af her i sommerferieperioden. - Kommentar udbedes! Skal det være nødvendigt at ødelægge så megen værdifuld natur og miljø, både omkring Vestbyen, Ådalen, på Egholm og på nordsiden, når der er et logisk alternativ, der ikke ødelægger nogen natur? Vil vi, i nogle politikeres forblindelse, vise, at vi er herre over den sarte natur? Har man tænkt på økonomien i en vestlig forbindelse, ang. tilvalg ved Egholm eller Lindholm? Vi ligger i vestenvindsbæltet, og en vestlig forbindelse får stor betydning m.h.t. luftforurening af bilos over byområdet. Vi har hidtil kun haft forureningsproblemer ved østlige vinderetninger. Men ved en vestforbindelse vil vi få en luftforurener af et andet og større format. Det vil vi kunne se, ved at gå på nettet og søge på: "dmi statestik over vindretninger". Vælg 1. blok, læs og klik på Aalborg, så kommer der en vindrose for Aalborg-området. Her ses det, at vi oftest har vestlige vinde, og at de er kraftigere end de østlige. Indtegn en simpel lille skitse af byområdet midt i rosen, så ser man hvilke forandringer en vestlig forbindelse medfører. Det må da være stof til eftertanke. Denne væsentlige kendsgerning nævner VVM-rapporten intet om! Skal det være en hemmelighed? Kære medborgere, lyt til jeres sande jeg, tænk i logiske baner, tænk på naturen, tænk på fremtiden og på dèt vi skal byde vores arvtagere. Jeg har et slogan til rådighed og deler det gerne med rigtigt mange: "Sig nej til det fra vest, og ja til det, der er bedst"!