Tænk målrettet

Arbejdsmarked 10. februar 2005 05:00

BESKÆFTIGELSE: Som samfundet har udviklet sig i de seneste år, med udflytning af store virksomheder til andre lande med billigere arbejdskraft, er der blevet stor arbejdsløshed. I særdeleshed i Nordjylland, hvor flere virksomheder inden for de sidste år er lukket eller flyttet til andre lande eller områder. Dette har bevirket, at der er mange ufaglærte, som står uden job og uden uddannelse. Og som tingene ser ud, er der faktisk ingen mulighed for at finde nyt job. Politikerne forsøger at få folk i gang. Det gør de bl.a. ved at sætte alle dem, de kan, på skolebænken. Godt for nogle, men der er andre, hvor man tænker, om det hele handler om stemmer til det næste folketingsvalg. Her tænker jeg på mennesker, som er mellem 55 og 60 år, som har arbejdet hele deres liv, og som jo i princippet ikke har mulighed for at få job bagefter. Det kan virke lidt som en "nu gør vi noget"-beslutning, som når alt kommer til alt, ikke hjælper nogen. Ligeledes er der andre, som måske ikke har de store boglige evner, men som har klaret at passe et job i mange år. Nu skal de efter politikernes opfattelse være pædagoger eller social-og sundhedshjælpere alle sammen. Uden at tænke på, om de har lyst til at arbejde inden for områderne eller ej. Her kunne man måske lige tænke på vores børn og ældre, som ikke bliver spurgt, om de har lyst til at få omsorg af mennesker, som ikke selv har valgt at arbejde som omsorgspersoner. Vi må selvfølgelig ikke glemme, at der er andre, som kan bruge situationen som et springbræt, og hvor det hele ender lykkeligt, men hvor ville det være dejligt, hvis vores folkevalgte politikere for en gang skyld ville tænke lidt mere målrettet og individuelt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...