Skolelukninger

- Tænk mere på helheden end på hver skole

De små skoler skal arbejde sammen, og politikerne skal tænke i helheder, når det gælder skolestruktur

NY HJØRRING: Arne Boelt, socialdemokratisk byrådsmedlem i Sindal, skabte ravage, da han sidste år sagde, at man er nødt til at se på skolestrukturen og måske lukke Hørmested Skole. Sindal har en skolestruktur med en stor skole og fem små med 112 til 159 børn, og det ville han gerne komme i forkøbet. Nu hvor skoledebatten er blusset op i valgkampen, advarer Arne Boelt de små skoler imod at tænke for meget på sig selv. - Det dur ikke, at de små skole sidder hver for sig og kæmper for at tage elever fra hinandens skoledistrikter. Det vil være meget bedre for dem, hvis de samarbejder i stedet for, siger han. Han mener, at man efter kommunalreformen skal se på skolestrukturen - ikke med det formål at nedlægge små skole, men for at sikre kvaliteten. - Det kan betyde, at tre små skoler kan blive til en skole med fælles ledelse, men hvor man beholder skolerne. Det giver nogle fordele - f. eks. behøves der kun en leder, og den dygtige fysiklærer kan være alle tre steder, siger Arne Boelt. Den mulighed har flere skoleledere også tidligere fremført her i avisen. Arne Boelt mener, at det er meget vigtigt at tænke fremad for de små skoler. Børnetallet er faldende, og når kommunegrænserne udviskes, vil der ske en udvikling med hensyn til, hvor børnene søger hen, når de skal fra landsbyskolen og til overbygningen, mener han: - Børn fra Lørslev kan søge til Bagterp, børn fra Astrup til Bjergby eller Højene osv. Det vil give mere plads på Sindal Skole. Måske vil 7. klasse blive taget fra de små skoler. Derfor må de allerede nu tænke i samarbejde.