Børnepasning

Tænk på børnene

BØRNE- OG UNGDOMSGÅRDEN: Det er med stor sorg, at vi i dagspressen kan læse, at man nu fra kommunens side vælger at lukke børne- og ungdomsgården. Dette vil berøre mange af vores unge - stærke såvel som svage. Desuden bliver vi i dagplejen vel også sat på gaden! Vi har i mange år ønsket os et sted/hus til heldagslegestue. Dette gik endelig i opfyldelse for cirka halvandet år siden til alles glæde. Børnehaven fik på daværende tidspunkt en stue ledig, og den blev vores. Her kommer alle ugens dage syv - otte dagplejere med hver fire - fem dejlige små poder og har nogle hyggelige timer sammen og nogle lækre udfoldelsesmuligheder, idet vi må bruge hele børnehavens areal både inde og ude. Effekten af vores legestue er da også blevet den, at mange forældre ønsker netop børne- og ungdomsgården som barnets børnehave, da børnene og forældrene kender stedet og ikke mindst pædagogerne. Dette betyder en nem og smertefri overgang fra dagpleje til børnehave i forhold til andre institutioner. Barnets tarv! Dette har så igen resulteret i lange venteliste til netop børne- og ungdomsgården. Både børn og voksne mister en vigtig del i vores hverdag både socialt og udfoldelsesmæssigt. Så kære byråd: Tænk jer om en ekstra gang, der er vores kæreste, det gælder.